Se Den kinesiske drøm (2017) på Filmstriben

Se ’Den kinesiske drøm’ udenfor lånekvoten i april på Filmstriben

Se dokumentaren om at overleve i Kinas hastigt voksende storbysamfund for 0 point i april på Filmstriben

Hovedpersonen i David Borensteins dokumentar Den kinesiske drøm (eng: Dream Empire) fra 2017 er Yana, en 24-årig landsbypige, der lige er flyttet til byen Chongqing i Kina for at forfølge sin livsdrøm.

Tiltrukket af den historiske kinesiske boligbobles let tjente penge, starter hun et agentur for udlændinge, såkaldte "white monkeys", designet specifikt til at hjælpe kinesiske bygherrer med at markedsføre deres nye byggeprojekter.

En "white monkey" skal virke som et slags eksotisk element, der skal tilrække købere til byggeprojekterne, ved f.eks. at optræde i skøre kostumer eller som ressourcestærke familier, som allerede har købt sig ind.
 

Men Yanas virksomhed tager en tvivlsom drejning, da hendes kunder bliver brugt i et forsøg på at transformere afsides provinsielle spøgelsesbyer til 'globaliserede byer i rivende udvikling', hver gang investorer og politiske ledere kommer på besøg.

Da boligboblen brister, er Yana tvunget til at sælge sin virksomhed og hun må afvise alt det, hun hidtil har troet på.

Den kinesiske drøm er en fængende personlig historie, navnlig fordi instruktøren også selv har arbejdet som en "white monkey", og en historie fra frontlinjen om et kritisk økonomisk problem i vor tid.

Filmstriben byder på flere tankevækkende dokumentarer om Kina, f.eks. Ai Weiwei - The Fake Case (2013), om justitsmordet på den berømte, kinesiske aktivist og kunstner Ai Weiwei, eller Letter from Masanjia (2018), om forholdene i en kz-agtig arbejdslejr i det nordøstlige Kina.

**

Som noget nyt fra 2023 giver Filmstriben mulighed for, at alle brugere hjemmefra kan se månedens film for 0 point.

Månedens film er derfor en film, man kan altid se, selv hvis man allerede har brugt alle sine point for måneden.

Materialer