Spørg en børnebibliotekar og bestil to-go poser

Vi har stort fokus på, at børn skal opleve glæden ved at læse, så spørg os endelig, når I besøger biblioteket.
Hvis du har behov for ekstra god tid, kan du booke en bibliotekar forud for dit besøg på Kolding Bibliotek. Så aftaler vi et tidspunkt, hvor vi kan mødes, og hvad du har brug for hjælp til.
Du kan også maile til en børnebibliotekar på bibborn@kolding.dk og få forslag til bøger eller andre materialer til dit barn.
Vi glæder os til at hjælpe med at finde den næste gode læseoplevelse for dit barn.

Bestil en to-go pose
Mangler dit barn noget at læse? Savner I inspiration til en god højtlæsningsbog, til sjove billedbøger eller en stak letlæsningsbøger? Så bestil en af vores to-go-poser.
Biblioteket bugner af bøger, men det kan være svært at finde det, der passer lige præcis til ens barns læseniveau, alder og interesser.
Derfor står børnebibliotekarerne klar til at hjælpe med at pakke gode bøger til børnefamilier med børn og unge i alderen 0-15 år. Ud fra jeres ønsker sammensætter vi en pose med 10 bøger, som I efterfølgende kan hente på et af vores biblioteker samt biblioteksstationerne.
Bestilling af to-go-poser
• Bestil en to-go-pose ved at sende en mail til: bibborn@kolding.dk
• Skriv et par ord om, hvad I ønsker, at vi skal pakke til jer
• Angiv alderen på barnet/børnene i familien og lidt om deres læseniveau
• Skriv gerne et par titler på yndlingsbøger og lidt om interesser og genrer
• Anfør også gerne på hvilket bibliotek, I ønsker at hente to-go-posen
Vi pakker to-go-posen indenfor 2 åbningsdage, så den hurtigt står klar til jer. Ved bestillinger af to-go-poser til afhentning på Vamdrup, Christiansfeld og Lunderskov Bibliotek samt biblioteksstationerne må dog påregnes længere ekspeditionstid.
Ønsker I flere end 10 bøger, er I velkomne til at bestille flere to-go-poser i samme bestilling. I kan ikke abonnere på to-go-poserne, men I kan altid bestille en ny to-go-pose, når det passer jer.
Afhentning af to-go-poser
I får en mail, når jeres to-go-pose er klar til afhentning. Husk, at I efterfølgende skal låne bøgerne på selvbetjeningsautomaten.
Posen skal afhentes inden for 5 dage. Lånetiden for to-go-posen er 28 dage.