Foto: Pernille Olsson Hattesen

"Slut med sut – nu er det Sutteslut"

04.10.21
Sådan kommer det snart til at lyde på børneværelset, legepladsen og på biblioteket. Ordene er nemlig omkvædet på Slutte sut-sangen, der er skrevet til alle de børn i Kolding Kommune, der fylder 3 år og som skal til at smide sutten.

Et godt ordforråd er noget af det allerbedste, du kan give dit barn, men med en sut i munden er det svært at lære at tale og udvikle sit sprog – og det er heller ikke godt for tandsættet.

Derfor uddeler Koldingbibliotekerne i tæt samarbejde med Tandplejen, Kulturskolen Kolding og Byliv Kolding nu en bogpose til alle de børn, der fylder 3 år for at sætte fokus på suttestop og sprogudvikling.

Lyt til Slutte sut-sangen

Find Slutte sut-sangen på: https://soundcloud.com/kolding-musikskole/slut-med-sut

Med bogposen får dit barn sin helt egen bog om at smide sutten, et rasleæg, en tandbørste og en lille tube tandpasta – og du får som forælder inspiration til hvordan og hvad du kan læse højt for dit barn og selvfølgelig også sangteksten og musikvideoen til ”Slutte sut”, som er skrevet af to af Kulturskolens lærere, Alexandr Matin og Tenna Ledet Olsen. 

Slut med sut – 3 års fest

At smide sutten er en stor ting! Det skal selvfølgelig fejres med en Slut med sut- 3 års fest for børnefamilier, hvor I kan komme til koncert med Kulturskolen og skråle med på ”… Slut med sut. Nu er det Sutteslut”.

Til festen kan I også besøge tandboden og aflevere den sidste sut, høre børnebibliotekaren læse en god historie og styrke finmotorikken og fantasien i de kreative værksteder – og så er der selvfølgelig også en lille boggave til alle børn, der er med til festen – både de 3-årige og deres søskende.

Læs mere om hvor og hvornår der afholdes Slut med sut – 3 års fester på:

https://koldingbib.dk/tags/slut-med-sut

Hvordan får mit barn en bogpose?

Når dit barn fylder 3 år, får I en indkaldelse til tandtjek hos tandplejen. Her får dit barn et postkort med en invitation til at hente en bogpose på Koldingbibliotekerne. Vil du vide mere om hvordan det foregår og hvad der er i bogposen, så læs  https://koldingbib.dk/slutmedsut