Har du appetit på bøger?

Koldingbibliotekerne arrangerer temaaftner i bøgernes og fællesskabets tegn med foredrag, boganbefalinger og fællesspisning

Har du appetit på bøger, ja så er biblioteket i sagens natur det rette sted at gå hen! ”Appetit på bøger” er Koldingbibliotekernes nye arrangementsformat, der kombinerer litteratur og fællesspisning. Hver gang er der et tema for aftenen med indslag og boganbefalinger, som passer til. Bagefter kan du deltage i fællesspisningen og møde andre læseglade mennesker som dig.

Til de første omgange Appetit på bøger i foråret 2024 er det temaerne Kvinders lyst og Livsovergange, der er på menuen.

Kvinders lyst

Den 6. marts kan du høre om virkelige kvinders oplevelser i et underholdende foredrag om lyst med forfatter Julie Ralund, der har skrevet bogen Håndbogen: fortællinger om hvordan kvinder onanerer, hvor hun har interviewet en række kvinder om deres forhold til lyst og onani. Kvinders onani er typisk forbundet med en vis portion skam, men i 18 personlige beretninger vises mangfoldighed og fællestræk til oplysning og inspiration for kvinder og deres partnere. Bagefter serverer bibliotekarer fra Koldingbibliotekerne en række boganbefalinger til videre læsning, og så er det tid til fællesspisning.

Læs mere og køb billet til Appetit på bøger: Kvinders lyst

Livsovergange

Den 25. april får vi besøg af præst, debattør og forfatter Kathrine Lilleør, som fortæller om sorg og livets svære tider. I sit arbejde som sognepræst har hun oplevet mennesker i alle af livets situationer, og til foredraget folder hun sine erfaringer ud og krydrer dem med kloge og kærlige betragtninger om livets overgange. Igen får du boganbefalinger og fællesspisning til dessert.

Læs mere og køb billet til Appetit på bøger: Livsovergange

Bon appetit!