Findebøger

Børn elsker findebøger, men hvad skal man vælge når Find Holger og Flunkerne ikke er nok?.

Findebøger er et dejligt supplement til historielæsningen og går også under betegnelserne vrimlebøger eller myldrebøger. Findebøger er oplagte til at engagere dit barn aktivt og understøtter dit barns koncentrations- og observationsevner. Måske kender I allerede serierne med ”Find Holger” og ”Flunkerne” derhjemme og her får I tre bud på nye findebøger med forskellig sværhedsgrad.

Materiale

Mød koen Lotte, som har travlt med en masse sjove aktiviteter på bondegården. Lotte fejrer blandt andet fødselsdag, bader i dammen, leger gemmeleg, laver kaos i køkkenet og holder sommerfest i haven. På siderne er der et stort billede af Lotte og rundt langs kanten ses de mange ting, man skal forsøge at finde i billedet. En charmerende og hyggelig findebog i et stort format med papsider - godt til de mindste læsere.

Der findes flere billedbøger om koen Lotte og yderligere en findebog ”Den store Lotte søg- og findebog”. Lotte-bøgerne minder om historierne med ”Mor Muh” og ”Peddersen og Findus” og kan anbefales for de 2-5-årige.

Materiale

Fem eventyrlystne elefanter med hver deres personlighed rejser ud i verden til en masse storbyer. De besøger blandt andet London, Skt. Petersborg, Tokyo og Sydney. For læseren gælder det om at finde elefanterne og deres yndlingsting gemt i byerne. Billederne er meget detaljerede i stil med Find Holger-bøgerne og medtager også korte rejsefakta om byerne. Dertil kan man øve sig på at sige ”hej” på forskellige sprog, få tips til seværdigheder, køb af souvenirs og hvad man skal spise. Bagerst i bogen er der ekstra opgaver.

En god findebog til børn omkring de 4-8 år, som måske allerede kender ”Find Holger” og ”Flunkerne”.

Materiale

En anderledes form for findebog er ”Spot fejlen”, hvor hjernen virkelig kommer på arbejde – også hos de voksne! Her gælder det om at finde fejlen og hvad der skiller sig ud. På den ene side er der et spørgsmål og sjove korte fakta og på den modsatte side er det samme billedet gengivet mange gange. Men hov, der er noget, som er en smule anderledes: Kig på kaktusser og find de fem, der er anderledes end de øvrige. Kig på mælkekartoner og find den største. Kig på alle bilerne og find parrene, som er helt ens.

Der er opgaver af varierende sværhedsgrad til flere timers underholdning for både store og små, og heldigvis er løsningerne bagerst i bogen. Kan anbefales fra 5 år og opefter.

 

 

Flere gode findebøger