Vi knækker koden på biblioteket

Koldingbibliotekerne og Danmarks Radio fortsætter hyldesten af videnskaben anno 2018 i den landsdækkende kampagne, Viden skaber os, der til efteråret retter særlig opmærksomhed mod hverdagens teknologi med kodning som videnskabeligt omdrejningspunkt

Bag om koden

I perioden 24. september – 21. oktober slår vi på Kolding Bibliotek dørene op for en masse spændende og lærerige aktiviteter for hele familien, som alle centrerer sig omkring kodning. Her kan børn og voksne blive meget klogere på mekanismerne bag den teknologi, vi som storforbrugere af smartphones, computere, IT-systemer, mobilapps og andre elektroniske devices til daglig interagerer med og gør brug af i alle mulige sammenhænge.

Kreativitet og skaberkraft slippes løs

På Kolding Bibliotek kan du opleve vores fysiske udstilling om kodning, hvor du kan prøve kodning med ozobotter og knække koden til løsning af en professorterning. Du kan også lære, hvordan du bruger kodning til at optimere din søgen efter en parkeringsplads, eller hvordan du vha. kodning skaber det perfekte password. 

Derudover blænder biblioteket op for kodningsaktiviteter i efterårsferien. Her slippes kreativitet og skaberkraft løs, når børn og unge inviteres til Robo-OL, og når Coding Pirates viser deres produktioner frem.  Læs mere om arrangementerne her

DR og Koldingbibliotekerne i tæt samarbejde

Kampagnen, Viden skaber os, udspringer af et større tværfagligt samarbejde mellem Danmarks Radio og 63 af landets biblioteker, heriblandt Koldingbibliotekerne. Til efteråret søsætter DR desuden det treårige projekt ULTRA:BIT, der har fokus på børns brug af teknologien og teknologien som kreativt værktøj i forbindelse med folkeskoleelevers indlæring.

Bliv klogere

Tjek nedenstående links ud og bliv meget klogere på efterårets tema:

DR, ultra:bit: https://www.dr.dk/skole/ultrabit
App Academy: www.appacademy.dk
Scratch på dansk: http://scratch-paa-dansk.nu/
Den europæiske kodeuge: http://codeweek.eu/
Hour of Code: https://hourofcode.com/dk
Digital Artikelservice, tema om kodning: https://www.statsbiblioteket.dk/digital-artikelservice/temaer/Kodning

Materialer