Gads Forlag tilbage på eReolen

Nu kommer der endnu flere e-bøger og fagliterære lydbøger på eReolen!

Endnu en gang har vi gode nyheder fra eReolen! Gads Forlag er nemlig på vej tilbage til eReolens hylder.

Lige før jul offentliggjorde Gyldendal, Rosinante, Modtryk og Alvilda sammen med eReolen, at forlagenes e-bøger samt lydbøger til børn og unge bliver tilgængelige på eReolen, og nu har endnu et forlag fulgt trop. Gads Forlag og eReolen har indgået aftale om, at alle forlagets e-bøger og faglitterære lydbøger skal tilbydes på eReolen i hele 2018. Om forlaget vil forlænge sin aftale efter årsskiftet, skal drøftes ved årets afslutning.

Men indtil videre er bibliotekerne vældig glade for at byde velkommen tilbage til forlaget, og vi glæder os til, at bøgerne bliver tilgængelige på de digitale lånehylder inden længe.

Gads Forlag udgiver især oversatte romaner, biografier og værker om historie og kultur.

Forlaget blev grundlagt i 1855 af Gottlieb Ernst Clausen Gad og videreført af sønnerne Oscar Gad og Frederik Gad. Virksomheden ejes i dag af G.E.C. Gads Fond, der ud over at drive forretning støtter kulturelle og videnskabelige formål.

Oprindeligt skrevet af eReolen.