Læs og ”tæv” bibliotekarerne!

23.05.22
Vær med i Sommerbogen 2022 og vind is til børnene i Kolding

Sidste år var 8000 børn i hele landet med til Danmarks største læsekonkurrence, Sommerbogen, hvor hovedpræmien var at tømme en boghandel på 5 minutter. Nu går det løs igen – og denne gang kan du udover at deltage i lodtrækningen om hovedpræmien også hente en gratis goodiebag på Koldingbibliotekerne, vælge din helt egen boggave og være med til at ”tæve” bibliotekarerne i hvem, der læser flest bøger i deres sommerferie – børnene eller bibliotekarerne!

Hvad og hvordan?

Koldingbibliotekerne inviterer igen i år alle mellem 6 og 15 år til at være med i Danmarks største læsekonkurrence. Det er gratis at deltage, og alle får en gratis bog, når de har klaret 10 udfordringer og læst 3 bøger og afleveret deres læseudfordringsark på et af Koldingbibliotekerne.

Læsekonkurrencen kører fra 10. juni-20. august, og du kan hente et udfordringsark på et af Koldingbibliotekerne eller printe det her

”Tæv” bibliotekarerne på Kolding Bibliotek

Når du afleverer dit udfordringsark på Kolding Bibliotek kan du være med til at ”tæve” bibliotekarerne i hvem, der læser flest bøger i sommerferien. Er det mon børnene eller er det bibliotekarerne? Du får udleveret 3 bolde, som du kan smide i børnenes rør, når du afleverer dit ark. 

Vi holder skarpt øje med stillingen sommeren igennem og giver is til børnene i Kolding lørdag den 20. august fra kl. 11 og til at vi løber tør for is, hvis altså det er jer, der vinder! Ellers er det bibliotekarerne, der får is.    

Hent en gratis goodiebag!

Fra 1. juni kan du hente en gratis goodiebag på et af Koldingbibliotekerne, så du er klar til Sommerbogen. Der er et begrænset antal, og de uddeles efter først-til-mølle princippet, så du skal skynde dig! 

Bemærk, at goodiebags kun uddeles i den bemandede åbningstid på bibliotekerne.