Kom til jul i Biblioteket ved Verdens ende

26.11.21
Tag med til et mystisk bibliotek i en julekalenderbog og løs en række opgaver i Børn X’s juleunivers! Fra 1.-30. december på Kolding Bibliotek

Tag med til et mystisk og labyrintisk bibliotek med uendelige trapper og hylder fulde af tomme bøger!

I denne magiske og smukt illustrerede julefortælling kommer hovedpersonen på en opgave, som ved første øjekast virker helt umulig. Men intet er, som det ser ud på biblioteket ved Verdens Ende.

Oplev julen i Børn X

Lyt eller læs bogen på eReolen Go – og besøg Børn X på Kolding Bibliotek, hvor du kan gå på kryds- og tværs-skattejagt og finde ledetråde, som passer til julekalenderbogen.

Vi har pyntet op i Børn X, hvor du kan lytte til bogen mens du nyder varmen fra pejsen og løser forskellige opgaver, der passer til bogen. Der er alt fra små tegneopgaver til find 5 fejl.

Det er også i Børn X, at dig og din familie blandt juletræer og julestjerner kan komme i den helt rigtige julestemning inden jul og finde en masse gode julebøger. 

PS. Har du ikke læst julekalenderbogen, kan du sagtens besøge Børn X alligevel og deltage i kryds- og tværs-skattejagten, hvor der er en bogpakke på højkant. Vi trækker lod blandt alle besvarelserne først i det nye år. Vinderen får direkte besked.

Om bogen Biblioteket ved Verdens ende

Julekalenderbogen, der kan lånes som e-bog og lydbog på eReolen Go, er blevet skabt i et samarbejde mellem forfatter Mette Hegnhøj, illustrator Katrine Louise Jakobsen og Brøndby og Silkeborg Bibliotekerne mens en 4. og en 5. klasse har bidraget med tegninger og gode ideer til bogens persongalleri og plot.  

God fornøjelse!

>> Læs eller lyt bogen her

Materialer