Prøv en læsekreds

Hvis du ikke har lyst til at binde dig, men gerne vil prøve det med en læsekreds, har vi pt nedenstående tilbud, nogen gange har vi også åben læsekredstilbud i sammenhæng med forfatterbesøg, temaer der er oppe i tiden eller lignende, du finder alle arrangementer under "Det sker" i menuen.

DR Romanklubben

DR Romanklubben er et samarbejde mellem DR, Litteratursiden og bibliotekerne. Der oprettes Romanklubber på de fleste af landets biblioteker, hvor man fra december til maj måned læser og gennemgår seks af årets bedste, danske romaner. Til sidst vælger landets Romanklubber den bog, der vinder DR Romanprisen ved det store finaleshow i Aarhus.

Vi åbner for tilmeldelse hvert efterår, så hold øje med hjemmesiden, hvis du har lyst til at være med! Tilmelding gælder alle seks mødegange fra december til maj.

Hver måned udkommer der artikler på Litteratursiden og dr.dk, en podcast med forfatteren og indslag i radioen. Koldingbibliotekerne sætter også fokus på månedens bog med udstillinger og læsetips.

Bæredygtig Bogklub

Har du lyst til at mødes med andre og diskutere bæredygtig litteratur? 

Koldingbibliotekernes Bæredygtige Bogklub afholder bogklubs-eftermiddage fire gange i foråret og fire gange til efteråret.

Det er en åben bogklub, hvor du ikke er forpligtet på at møde op hver gang den sidste torsdag i måneden kl. 16-18. Vi mødes oftest ovenpå i Møderum 5, og begynder altid læsekredsen med en sang og hygger med lidt kaffe og te undervejs.

Du skal læse bogen på forhånd, men ellers kræves ingen forberedelse. Bøgerne til bogklubben kan som oftest lånes på biblioteket, flere af dem også som lydbog eller e-bog.
Temaet er litteratur, der omhandler eller diskuterer bæredygtighed, og vi udvælger sammen fire skøn- og faglitterære bøger, der sætter fokus på de forandringer og tiltag, som den enkelte borger kan bidrage til.
Du tilmelder dig hvert enkelt af bogarrangementerne på vores hjemmeside, hvor du kan se de aktuelle bogtitler, og bestemmer altså selv om du vil være med en enkelt eller måske flere gange.
Jævnligt har vi haft forfatteren med online til en opklarende debat eller haft besøg af forfatteren senere samme dag til et oplysende foredrag for alle, og her fungerer den bæredygtige bogklub som et slags velforberedt ekspertpanel, der kan stille de gode spørgsmål.
Hvis du vil høre mere om Den Bæredygtige Bogklub, kan du kontakte bibliotekar Hanne Rønberg (haron@kolding.dk).
 

Læs under regnbuen

Er du 12-18 år, og elsker du at læse om LGBTQ+ og andre minoriteter? Kom til fælleslæsning for unge!

Kom til en eftermiddag med plads til alle og mød andre unge, der interesserer sig for køn, seksualitet, identitet og minoriteter. Vi skal gå på opdagelse sammen i en spændende tekst, som en bibliotekar fra Koldingbibliotekerne læser højt af, og tale om emner og tanker ud fra teksten. Vi hygger os med snacks og saftevand undervejs.

En frivillig fra AURA og en bibliotekar er dagens værter, der byder velkommen og guider alle igennem dagens program. Vores fokuserer emnemæssigt på identitet, fællesskab og at finde sig selv som ung, og vi vil forsøge at skabe et inkluderende og frit rum for alle.

Fælleslæsningen er for dig mellem 12 og 18 år og varer ca. halvanden time. Bagefter er der tid til at snakke og hygge med hinanden, og du kan høre mere om AURAs fællesskab for unge.

AURA Trekantområdet

AURA er et tilbud og et fristed til dig under 18 år, der har lyst til at møde jævnaldrende unge, som bryder med normer for køn og/eller seksuel orientering.

AURA Trekantområdet mødes hver anden torsdag i Vejle og Fredericia og udvider også til Kolding.

  >> Se meget mere på Facebook-siden AURA Trekantområdet

Hvad er guidet fælleslæsning?

Guidet fælleslæsning er en aktivitet, hvor vi læser en kort tekst sammen og taler om det, vi oplever i teksten. En læseguide har valgt teksten og læser den højt.

Vi skal ikke analysere teksten i bund, men reflektere i fællesskab. Hvad får teksten os til at tænke og føle, og har vi mon oplevet noget lignende i vores eget liv?

Du skal altså ikke have læst noget på forhånd, men bare dukke op og lytte – og byde ind i samtalen med det, du har lyst til.