Om dette arrangement

Tid
(Hele dagen)
Pris
Gratis
Bibliotek
Lokalitet
Historisk Værksted på 1. sal
Target
For alle
Udstilling

Lutter lagkage: sølvbryllup med Kolding Kulturnat

01.08.22 - 01.10.22
Canal6000 præsenterer en udstilling om årets forberedelser i byen op til Kolding Kulturnat 2022. Temaet i år er ”sølvbryllup” fordi byen nu kan afholde sin 25. kulturnat

  // Arrangeret af Dukke- og Miniatureværkstedet og Canal6000 \\

Den første kulturnat blev afholdt i 1996, og kun i 2020 var årets kulturnat aflyst. Således står sølvbrylluppet nu mellem Kolding og kulturnatten fredag den 2. september i år.

Her kan man lege med som enkeltperson, forening, klub eller anden form for gruppe, og lave sit eget sølvbryllup, til ære for nogen, eller noget, man har kendt til og haft kært i mindst 25 år. Der findes en lang række både danske og udenlandske traditioner man kan lade sig inspirere af.

I praksis vil den danske tradition for at vække parret om morgenen, på sølvbryllupsdagen, og spise morgenmad sammen, kunne omsættes til fælles morgenmad eks. på den lokale arbejdsplads. Og sådan er der flere detaljer ved et sølvbryllup man netop kan tage udgangspunkt i.

Med en befolkningstilvækst i byen, et udvidet campus område, og en stor tilslutning til mange af byens fælles arrangementer, er det måske heller ikke så vanskeligt at mærke en morgengry for byen generelt.

Den første kulturnat

Hvordan så byen og samtiden ud ved den aller første kulturnat i 1996? Den russiske ubåd der lå ved Marina Syd vidnede om et helt andet forhold til Rusland, end det vi kender i dag. Kolding Storcenter havde ingen biograf. Og mange Koldingensere var optaget af, om man nu kunne få fat i det nye og hurtige 56K modem. Det var blevet opfundet samme år.

På udstillingen kan man se spor af fortiden, der kan hjælpe minderne frem, så man kan sammensætte sin egen event, indretning eller udstilling til kulturnatten. Det kan man også gøre hvis man er en del af et fællesskab hvor ikke alle er lige mobile, eller bryder sig om store menneskemængder. Så kan man forberede noget sammen med andre, og være en deltager på den måde.

Overfor en yngre generation, for hvem 1996 kan virke en smule fjernt, lægger udstillingen op til, at man på bedste vis forsøger at give et bud på fremtiden. I arbejdet med de sytten verdensmål fra FN er flere børn og unge i dag bekendte med væsentlige årstal som 2030 og 2050 i forhold til målsætninger for klimaet. Hvad kunne der ellers ske fremover, frem til år 2047, her i de næste 25 år, hvis man nu skulle digte videre på sin egen samtid?

Yderligere info om udstillingen

Udstillingen ved Historisk Værksted på 1. sal opdateres løbende frem til den 1. oktober, og vil naturligvis efter den 2. september også indeholde materiale fra det samlede sølvbryllup ved Kolding Kulturnat 2022.

Canal6000
Frederik Riis
frederikrama941@gmail.com