Om dette arrangement

Tid
19:00 - 20:30
Pris
Gratis
Bibliotek
Lokalitet
Store sal
Target
For voksne
Litteratur

Åben læsekreds: Dostojevskijs Forbrydelse og straf

18.11.21
Vær med til at læse ”Forbrydelse og straf”, den suveræne klassiker om mord og moral

Vil du gerne læse den store klassiker ”Forbrydelse og straf”, men er du aldrig kommet i gang? Nu har du muligheden! I anledning af Fjodor Dostojevskijs 200-års fødselsdag mødes vi til denne læsekredsaften for at folde vores læseoplevelse ud. Deltagelse kræver blot, at du har læst romanen inden.

Til læsekredsaftenen taler vi om læseoplevelsen, om den måde romanen er skrevet på og om dens karakterer og tematikker. En bibliotekar deltager og styrer samtalen. Du behøver slet ikke at være velbevandret i Dostojevskijs forfatterskab for at være med, bare du har lyst til at deltage i samtalen.

Ugen efter kan du blive meget klogere på Dostojevskijs liv og forfatterskab til dette foredrag ved lektor Tine Roesen.

Henvend dig til biblioteket, hvis du har udfordringer med at få fingre i romanen. Så hjælper vi med at bestille den hjem til dig.

Du kan også læse romanen som e-bog og høre den som lydbog på eReolen.

”Forbrydelse og straf”

Romanen er blevet kaldt verdens første – og bedste! – kriminalroman. Den skildrer den fortvivlede student Rodion Raskolnikovs mord på en modbydelig pantelånerske, så han kan redde sig selv og sin familie fra fattigdommen. Men han har også et andet motiv. Han har en forstyrret idé om sig selv som et overmenneske, et geni, som har ret til at myrde dem, som ingen alligevel vil savne. Moralens love gælder ikke for ham. Men forbrydelsen vil ikke sådan lige slippe ham bagefter, og han plages af skyld og rædsel, mens politiet er i hælene på ham.

”Forbrydelse og straf” handler om forbrydelsens psykologi og menneskesjælens mørkeste afkroge. Den viser mennesket på godt og især ondt. Et drønspændende og fængslende mesterværk!

Om Fjodor Dostojevskij

Fjodor Dostojevskij levede en begivenhedsrig tilværelse fra 1821 til 1881. Han led af ludomani og skabte sig en stor gæld, som førte til en anholdelse og en fængsling for at omgås de politisk revolutionære i 1800-tallets Rusland. Han blev dømt til døden og blev først benådet i sidste øjeblik, med geværerne rettet mod sig, og i stedet sendt ti år i arbejdslejr i Sibirien. Hans forfatterskab er kendetegnet ved at behandle tro og ikke-tro, eksistens og hvad ondskab og godhed egentlig vil sige.
 

Materialer