Se 'Bride Kidnapping' udenfor lånekvoten i september på Filmstriben
Se den chokerende film om kærlighed, ufrihed og kampen mod gamle traditioner for 0 point i september på Filmstriben
Af Christian Hundebøl Høj

I Kirgisistan, en tidligere sovjetrepublik, findes en gammel og kontroversiel tradition: brudekidnapning.
September måneds 0 point film Bride Kidnapping (2023) giver et rørende indblik i en virkelighed, som mange unge kvinder i Kirgisistan står overfor. Filmen er baseret på virkelige fortællinger om tusinder af unge kvinder, der er blevet “brudekidnappet” i Kirgisistan, hvor en ældgammel tradition nu bruges som dække for at kidnappe og tvinge kvinder til ægteskab.
Filmen følger Umut, en dygtig og ambitiøs ung kvinde, der bor hos sin mor i en forstad til Bisjkek og arbejder som sygeplejerske. Umut drømmer om at studere i udlandet og skabe en bedre fremtid for sig selv og sin familie.
Men hendes liv tager en uventet drejning, da hun bliver udset som den "ideelle" brud for Egemen, en introvert ung mand, der lever af at stjæle og sælge skrot. Egemen bliver presset af sine søstre til at finde en kone – eller måske tage en med magt.
Bride Kidnapping, der viser de svære valg og den intense følelsesmæssige kamp, som Umut gennemgår, kan med fordel kombineres med bogen Sovjetistan, skrevet af den norske forfatter Erika Fatland.
I denne bog tager Fatland læserne med på en fascinerende rejse gennem de fem tidligere sovjetrepublikker – Turkmenistan, Kasakhstan, Tadsjikistan, Kirgisistan og Usbekistan – og kaster lys på de komplekse og ofte brutale traditioner, som stadig eksisterer i disse lande.
Bogen indeholder også et afsnit om brudekidnapning i Kirgisistan, og giver et dybere perspektiv på, hvad denne tradition betyder for både kvinder og samfundet som helhed. Det er en gribende og vigtig historie om kærlighed, frihed og kampen mod gamle traditioner, som stadig holder mange unge kvinder i deres vold.
Filmstriben byder på flere tankevækkende film om kvindeliv, f.eks. Du som er i himlen (2021), Tre kvinder (2018) eller Smoke Sauna Sisterhood (2023).
**
Som noget nyt fra 2023 giver Filmstriben mulighed for, at alle brugere hjemmefra kan se månedens film for 0 point.
Månedens film er derfor en film, man kan altid se, selv hvis man allerede har brugt alle sine point for måneden.