Musik & film

Halima og Julies K-pop fællesskab er et trygt tilhørssted

For et år siden startede Halima Jelewi og Julie Skov Antonsen, på henholdsvis 15 og 16 år, et K-pop fællesskab på Kolding Bibliotek, hvor medlemmerne kan dele deres begejstring for den koreanske popkultur.

Af Lisbeth Finnerup Juhl, praktikant på Kolding Bibliotek

lisbeth finnerup juhl

Det er endelig blevet den tredje tirsdag i måneden, og en summen af glade stemmer fylder lokalet. 

Den sædvanlige K-pop musik mangler, da Halima Jelewi og Julie Skov Antonsen ikke kan få lyden til at virke. Alligevel lyser deres ansigter op i smittende smil. 

De er meget snakkesalige, og Julie Skov Antonsen fortæller, at hun endelig er havnet i en klasse, hvor hun ikke føler sig anderledes på grund af sin interesse for K-pop.
 

Der var brug for ildsjæle 

Halima Jelewi og Julie Skov Antonsen var med i en bogklub på biblioteket, da en af bibliotekarerne spurgte, om de ville være med til at starte et K-pop fællesskab op. Og de tøvede ikke med at sige ja. De elsker nemlig alt fra K-pop universet.

Fællesskabet blev en succes fra starten, og i dag er der cirka 11 medlemmer i alderen 13-15 år, der troligt kommer hver gang. Af og til dukker der ældre K-pop fans op, men deres deltagelse er mere svingende. 

Halima Jelewi og Julie Skov Antonsen fortæller om K-pop fællesskabet til de fleste, de møder på deres vej. For selv om der nu er faste gengangere, står de altid klar til at byde nye medlemmer velkommen.

”Jeg er en omvandrende reklamesøjle”, fortæller Julie Skov Antonsen grinende. 
 

Udsolgt K-pop festival 

Interessen for K-pop er så stor, at pigerne også, i samarbejde med biblioteket, har planlagt en K-pop festival med 200 billetter, som alle er udsolgt. 

Festivalen løber af stablen på lørdag d. 3. oktober, og her er der blandt andet mulighed for at flette hår, male tøj, få tatoveringer og danse. Danseunderviserne er dansegruppen Kode-9, som Halima Jelewi og Julie Skov Antonsen inviterede, da de så dem til en K-popkoncert.

lisbeth finnerup juhl

En følelse af at høre til

Halima Jelewi og Julie Skov Antonsen har oplevet at blive mobbet for deres interesse for den koreanske popkultur. Derfor nyder de at kunne dele deres begejstring et sted, hvor ingen kigger skævt til dem. Julie Skov Antonsen bliver fyldt med glæde over at møde ligesindede. 

”Oh, my god! Der er andre, der har samme interesse”, udbryder hun.

Halima Jelewi genkender følelsen.

”Det er rart at have et sted, jeg føler, jeg hører til. Det er som et andet hjem. Og det er et ekstra sted, hvis skolen ikke er fed”, fortæller hun. 

Pigerne kan mærke, at alle i fællesskabet har det lige som dem. Det giver dem ekstra drivkraft.

”Det er fedt at skabe fællesskaber. Andre elsker denne her gruppe også”, siger Halima Jelewi. 
 

Mange forskellige aktiviteter

Lyden kom til at virke og efter et stykke tid, sætter Halima Jelewi og Julie Skov Antonsen den første aktivitet i gang. 

De skal vælge sange til et musikbingo, og her bliver lidenskaben for den koreanske musik tydelig. Listen, der ellers kun skulle indeholde 50 sange, bliver til en liste med 100. 

De to arrangører planlægger alt fra card trading, quiz, bingo og karaoke til dans. Næste gang skal de lære at danse koreografien fra en musikvideo. 

Om de har lyst til at danse samt gruppe- og sangvalg, har de alle stemt om. Halima Jelewi og Julie Skov Antonsen sørger nemlig altid for at inddrage alle. 

For sådan er et ægte fællesskab.