Bæredygtighedshuset
Er du nysgerrig på bæredygtighed i dit nærområde? Vil du have tips og forslag til, hvordan du selv kan leve mere bæredygtigt?

- Vil du deltage i workshops, events eller blive en del af kommunens mange fællesskaber?
- Og vil du have en status på hvordan Kolding Kommune arbejder med den bæredygtige omstilling?
Så er du velkommen i Bæredygtighedshuset, der siden maj 2021 har været et knudepunkt for bæredygtighed og grøn omstilling.
Stedet fungerer som et samlingssted, hvor borgere, erhvervsliv, uddannelsesinstitutioner, foreninger og Kolding Kommune sammen sætter skub på den bæredygtige omstilling.
Bæredygtighedshuset deler adresse med Kolding Bibliotek.

Udstilling
Bæredygtighedshusets udstilling er blandt andet bygget op omkring de seks fokusområder. Her får du en status på hvert område, kan se hvad Kolding Kommune arbejder med og få inspiration til, hvad du selv kan gøre for at leve mere bæredygtigt.
Vi giver også vores bud på, hvordan en bæredygtig fremtid kan se ud gennem en lang række AI-generede billeder og så er der løbende forskellige små udstillinger med skiftende temaer.
Stuen
Her kan du tage del i forskellige fællesskaber og deltage i bæredygtige arrangementer. Du er også velkommen til at kigge forbi med din studiegruppe, holde et møde eller bare slå dig ned. Stuen kan frit benyttes af alle.
Ønsker du at bruge stuen til et bæredygtigt event, skal den bookes ved henvendelse på kontoret eller på mail: kolding2030@kolding.dk.
OBS! Du skal ikke sende følsomme eller fortrolige personoplysninger til en almindelig mailadresse.
Kontor
Her har du mulighed for at komme i kontakt med medarbejderne i Bæredygtighedssekretariatet.
De står for den daglige drift af Bæredygtighedshuset, hvilket blandt andet indebærer at arbejde med og formidle bæredygtighed, vejlede lokale initiativer, og understøtte lokale foreninger og fællesskaber.
Ekspertgruppen
På tværs af Kommunens afdelinger og forvaltninger har vi samlet en såkaldt ekspertgruppe. Gruppen består af bæredygtighedskoordinatorer og -ressourcepersoner, der indenfor deres felt arbejder med bæredygtighed i Kolding kommune.
Hver første tirsdag i måneden mødes gruppen for at sparre med hinanden og blive klogere på, hvad der sker på bæredygtighedsdagsordnen indenfor de forskellige områder.
FOOD2030
Kolding skal være spydspids for at udvikle fremtidens bæredygtige fødevaresystem. Med FOOD2030 skaber vi langvarige løsninger, som kan bidrage til at opbygge et bæredygtigt system for fødevarer.
Der er nu vedtaget en fødevarestrategi for Kolding Kommune, der sætter bæredygtige fødevarer på agendaen og inspirerer andre til handling.

Råd og vejledning
I Kolding har vi vedtaget en bæredygtighedspolitik, hvor vi arbejder med seks fokusområder, til at gøre vores kommune mere bæredygtig.
I Bæredygtighedshuset kan du komme i kontakt med en ekspert for hvert af områderne. Hos dem kan du få råd, vejledning og sparring indenfor deres felt.
Det er vigtigt at understrege, at vi tænker fokusområderne sammen og ind i alt, hvad vi laver. De skal altså ikke som enkeltstående siloer, men som en del af en helhed – et grundvilkår.
De seks fokusområder
Klima i balance
Området rummer blandt andet arbejdet med at realisere Kolding Kommunes Klimahandleplan. Ambitionen er at nedbringe CO2-udledningen med 70 procent inden 2030 og at Kolding skal være CO2-neutral i 2050.
Vand som ressource
Vi ser alt vand som en ressource og arbejder med, hvordan, vi bruger og beskytter vandet bedst muligt, så vi fortsat har rent drikkevand i hanerne, rent vand i naturen og sikrer, at de store mængder regn ikke giver problemer og skader.
Meningsfulde fællesskaber
Tætte relationer spiller en vigtig rolle for vores livskvalitet, selvværd og trivsel. Vi arbejder på at skabe og understøtte meningsfulde fællesskaber i hele kommunen.
Sundhed og trivsel for alle
Med fokus på de positive gevinster ved fysisk bevægelse, fællesskaber, adgang til naturen, nye tilgange til mad, krop og vægt samt hjælp til rygestop og forebyggelse af rygestart, arbejder vi på at det enkelte menneske har et godt helbred og flest mulige gode leveår.
Ressourcer i kredsløb
Vi skal alle væk fra de lineære produktions- og forbrugsmønstre og over til en cirkulær økonomi, hvor vi genbruger og genanvender vores ressourcer. Fokus er derfor først og fremmest på at forebygge affald og fremme genbrug.
Mangfoldig natur
Arterne forsvinder fordi deres levesteder forsvinder. Der mangler simpelthen plads til naturen. Vi skal leve og agere mere i overensstemmelse med naturen. Det er godt for både natur og mennesker. Derfor arbejder vi på at omdanne flere arealer til natur for at øge biodiversiteten.