Filmanbefaling til ferien: Weird – The Al Yankovic Story (2022)
Harry Potter-stjernen Daniel Radcliffe giver den fuld gas i hovedrollen som parodimesteren "Weird Al" Yankovic i en sjov komedie, der er en skøn parodi på alvorstunge biopics
Af Christian Hundebøl Høj
Hvis man savner et godt grin henover sommeren, kan jeg varmt anbefale Weird – The Al Yankovic Story fra 2022. Den kan både lånes på biblioteket og ses på Filmstriben.
Alfred "Al" Yankovic vokser op i et hjem, hvor det forventes, at han ligesom faren skal arbejde på en fabrik. Men han fristes sådan – gisp! – af den dristige polkamusikbølge, der har grebet tidens unge, og særligt harmonikaen lægger bånd på alle hans drømme.
Det store vendepunkt i hans liv kommer så den dag, hvor den unge Al er flyttet hjemmefra, og over radioen hører sangen "My Sharona", mens han er ved at lave sig en sandwich. Pludselig overvældes Al af en idé, og komponerer på stedet en ny sangtekst, der ændrer sangen til "My Bologna", og som giver hans rumboer gåsehud!
Hvis man søger den autentiske historie om "Weird Al" Yankovic fortalt på film, så bliver man altså skuffet. For holdet bag filmen – som tæller "Weird Al" selv – har i stedet valgt at lave en parodi på en biopic, der gør grin med alle dén genres faste greb, som f.eks. at skildre den hårde barndoms indflydelse, det misforståede genis alkoholmisbrug eller udfordringerne med at leve med stor berømmelse.
F.eks. bliver filmens "Weird Al" hamrende sur, da han for første gang laver en helt original sang, "Eat It". For da Michael Jackson så frigiver nummeret "Beat It", tror alle pludselig, at dét er originalen, og at Al som sædvanlig har lavet en parodi, således at ingen anerkender hans sande geni!
Evan Rachel Wood (Westworld, Across the Universe) dukker op som en særdeles udspekuleret udgave af Madonna, der i filmens historie bliver en Yoko Ono-figur for "Weird Al"s musikkarriere. Hun har nemlig regnet ud, at alle de sange, som Yankovic parodierer, straks bliver til kæmpehits, og dét kunne Madonna jo godt tænke sig, at hendes seneste udspil "Like A Virgin", også bliver. (Den sidste del er i øvrigt sand, tro det eller lad være!)
Og så spiller "Weird Al" selvfølgelig selv rollen som den musikproducer, som i starten af "Weird Al"s karriere synes det lyder helt idiotisk at lave musik ved bare at ændre sangteksterne fra andres sange til en parodi.
Weird – The Al Yankovic Story er en morsom, drilsk og fantasifuld parodifilm, som med garanti vil løfte humøret hos alle, uanset om man ser den en glohed onsdag eller en regnfuld lørdag.
Og hvis man kun kender Radcliffe fra Harry Potter, og derfor ikke kender til hans enorme komiske talent, kan man få en lille bonusanbefaling og passende fortsætte med at se komedien Swiss Army Man på Filmstiben, som er lavet af instruktørduoen The Daniels, der også stod bag Oscar-vinderen Everything Everywhere All At Once.