Børnebiblioteket søger piktogram-testere
Hjælp os med at få lavet de bedste nye skilte til børnebiblioteket
Af Marion Tirsgaard
Vi skal have nye skilte på børnebiblioteket, så det bliver nemt at finde faktabøger om de emner, som børn og unge bedst kan lide. Vi vil gerne bruge piktogrammer (små, enkle billeder), men vi har brug for børnenes hjælp til at teste om piktogrammerne virker, og hvad de forskellige piktogrammer betyder for dem.
Medlemmerne af vores børnebogklub Bogmestrene har fundet de vigtigste emner og valgt piktogrammer, men inden vi laver skilte, vil vi gerne have andre børns hjælp.
Derfor søger vi piktogram-testere!
Sådan gør du, hvis du vil være med
- Det er helt enkelt at være med. Du skal bare kigge forbi Kolding Biblioteket en dag i marts og:
1. Tag et svar-ark på børnebiblioteket
2. Kig på de 3 plakater med piktogrammer på den røde væg i børnebiblioteket.
3. Find de forskellige piktogrammer på svar-arket og skriv, hvad du tror, de betyder.
Hvilket emne gemmer sig bag piktogrammer?
4. Aflevér arket i Informationen eller giv det til børnebibliotekaren.
Som tak for hjælpen har vi en lille gave til alle de børn, der tester for os!
Du kan blive piktogram-tester til og med 31. marts