Månedens film fra Filmstriben
"Bride Kidnapping" er en kompromisløs, barsk og nødvendig film, der formår at kombinere kunstnerisk stramhed med social indignation. Den efterlader publikum rystet, men også med en klarere forståelse af en virkelighed, der alt for ofte ignoreres uden for Kirgisistan.
Af Teddy Stecher Tofte
Har du lyst til at se en af årets mest barske og vigtige film? I hele september kan "Bride Kidnapping" streames på Filmstriben for 0 point.
En film, man bærer med sig
Mirlan Abdykalykovs "Bride Kidnapping" er ikke en film, man nyder – det er en film, man oplever, gennemlever og bagefter bærer med sig. Den fortæller ikke bare en historie; den kaster lys på en social praksis, der stadig præger livet for mange kvinder i Kirgisistan. Selve titlen er rystende direkte, og filmen lever fuldt op til sit navn: den handler om den brutale tradition, hvor unge kvinder bortføres og tvinges ind i ægteskab.
Umut - filmens hjerte
Hovedpersonen Umut, spillet med en sårbar men beslutsom intensitet af Akak Berdibekova, er en 19-årig sygeplejerske, der drømmer om at studere i udlandet. Hun er ambitiøs, målrettet og ønsker et liv uden for landsbyens snævre rammer. Men hendes fremtid bliver brat taget fra hende, da hun bliver offer for en bortførelse. Det, der kunne have været et traditionelt socialt drama, løftes af filmens stramme fokus på Umuts oplevelse. Kameraet bliver hos hende, fanger hendes panik, hendes tavse modstand og hendes stille håb.
Abdykalykov instruerer uden melodrama. Filmen er knap, rå og næsten dokumentarisk i tonen. Scenerne udspiller sig i et koldt, realistisk lys, hvor vi som seere tvinges til at konfrontere det ubehagelige uden filter. Der er ingen musik, der polstrer oplevelsen, og ingen sentimentale pauser. Kun en nærmest klaustrofobisk stilhed, hvor volden føles endnu mere skærende.
Socialt kampskrift og et intimt portræt
Netop derfor er filmen så stærk: den nægter at reducere emnet til en eksotisk kulturkritik eller en sensationel thriller. "Bride Kidnapping" viser, hvor normaliseret praksissen kan være i et lokalsamfund, og hvor alene en kvinde kan stå, når hun nægter at underkaste sig. Umuts stille oprør er filmens hjerte, og hendes blik – rasende, stædigt, fyldt af frygt og livskraft – brænder sig fast.
På 80 minutter formår filmen at blive både et socialt kampskrift og et intimt portræt. Den er ikke nem at se, og den skal heller ikke være det.
