Filmanbefaling: The Man Who Killed Don Quixote (2018)
Vi anbefaler en god film fra Filmstriben: At lave film kan være et absolut mareridt
Af Christian Hundebøl Høj
I 1989 begyndte britiske Terry Gilliam (instruktøren bag bl.a. Monty Python and the Holy Grail, Brazil og The Fisher King) et ufatteligt langt slid for at lave en slags filmatisering af Cervantes' berømte historie fra 1600-tallet om den rablende gale ridder Don Quixote de la Mancha. (Historien om Don Quxiote regnes i øvrigt for at være verdens første rigitge roman.)
Filmprojektet blev erklæret dødt mange gange, og at filmen alligevel er blevet lavet, og ovenikøbet er endt som en fortræffelig film, siger meget om, hvor gal-genial man ganske enkelt må være, når man laver film i denne størrelsesorden. Og hvor store ofre, man som kunstner nogle gange må indstille sig på at give, for at lykkes med at realisere sin drøm.
Gilliams film fik endelig premiere ved Cannes-festivallen i 2018 med den kryptiske titel: The Man Who Killed Don Quixote.
Vi møder i starten af filmen hurtigt Toby Grisoni (Adam Driver), der er en trendy reklamefilminstruktør, og som er ved at optage en dyr reklamefilm i Spanien, hvor Don Quixote og Sancho Panza spiller centrale roller.
Mens de er i gang med produktionen, støder han tilfældigt på en DVD af sit gamle studenterfilmsprojekt, også en film om Don Quixote, og bestemmer sig for at besøge den landsby, hvor han filmede dengang. Og hvor han så til din store rædsel opdager, at den skomager (Jonathan Pryce), han hyrede som amatørskuespiller til at spille den store ridder Don Quixote, stadig går rundt og er Don Quixote!
En lille arrestation af ridderen og instruktøren og et par uheldige, uagtsomme manddrab senere, og pludselig er Tony og skomagerridderen af sted på et absurd eventyr, hvor Tony undervejs konfronteres med det liv, han har levet, og de skæbner, han efterlod i landsbyen, da han stoppede med at filme og drog ud og blev kendt, mens filmen alligevel levede videre.
Jo mere man ser af den forbløffende historie -- der er virkelig smukt filmet og klippet, og sat til en vidunderlig musik -- jo mere indser man også som seer, at Don Quixotes galskab i løbet af den lange periode, hvor filmen blev udtænkt, også er endt med at være Gilliams.
Dette er simpelthen en helt unik film i filmhistorien, og tag for guds skyld og få den set! Særligt Jonathan Pryce i rollen som den verdensfjerne Don Quixote, er det hele værd.