Læselyst og læserum
Med udgangspunkt i børnenes perspektiv undersøgte projekt Læselyst og læserum, hvordan bibliotekerne og de pædagogiske læringscentre kan indrette læserum, der styrker børns læselyst.
Med udgangspunkt i børnenes perspektiv skal projekt Læselyst og læserum undersøge, hvordan bibliotekerne og de pædagogiske læringscentre kan indrette læserum, der styrker børns læselyst.
Baggrund for projektet
Nutidens børn har forventninger til æstetik og underholdning, som klassisk biblioteksopbygning og –indretning ikke lever op til. Undersøgelser viser, at børns læselyst er dalende og at de ville læse mere, hvis bibliotekerne og de pædagogiske læringscentre (PLC) var bedre.
En del børn har svært ved at finde bøger på biblioteket, som passer til deres interesser og niveau, og det betyder, at de får dårlige oplevelser med læsning. Det ville projekt Læselyst og læserum være med til at løse gennem en forskningsbaseret nytænkning af læserum, som skulle gøre det spændende og intuitivt for børn at opsøge litteratur og læsefællesskaber.
Kort beskrivelse
Udgangspunktet for projektet var en undersøgelse af børns perspektiv på, hvordan PLC og børnebibliotek kan udvikles, så læselysten øges. Undersøgelsen blev anvendt som grundlag for en række forsøg på PLC og folkebibliotek, hvor bibliotekerne i tæt samarbejde med børn, Designskolen Kolding og skabende kunstnere designede og afprøvede motiverende læserum og opstillinger af materialerne understøttet af indretning og udsmykning til forskellige målgrupper, læsefællesskaber og læsesituationer.
Alle forsøg blev evalueret i samarbejde med forskere, hvor målet var at skabe forskningsbaseret viden om og anbefalinger til, hvordan bibliotekerne og PLC kan indrette læserum og derved skabe bedre rammer for børns læselyst.
Projektets målgruppe er 3.-7. klasse, men projektet havde et skærpet fokus på de børn, der ikke af sig selv opsøger litteraturen, og på 4.-6. klassetrin, da undersøgelser viser, at det særligt er her, hvor der sker et fald i læselysten.
Fakta om projektet
Projekt Læselyst og læserum var et samarbejde mellem Koldingbibliotekerne, Designskolen Kolding, forskere fra Syddansk Universitet, Pædagogisk Center og Munkevængets Skole, Sjølund-Hejls Skole, Fynslundskolen, Bramdrup Skole, Christiansfeld Skole og Dalby Skole.
Projektet var et to-årigt-projekt, der løb fra august 2021-juli 2023. Projektet blev støttet af Slots- og Kulturstyrelsen.
Inspirationskatalog fra projekt Læselyst og læserum
Som afslutning på projektet blev der udarbejdet et inspirationskatalog med præsentation af 10 prototyper på læserum og interview med udvalgte designere. Inspirationskataloget kommer desuden med 9 anbefalinger til andre, der vil arbejde med børns læselyst og udvikling af læserum.
Inspirationskataloget er udarbejdet af Thomas Markussen og Eva Knutz, Enheden for Socialt Design, Syddansk Universitet med fotos af fotograf Katrine Worsøe.
Kontakt
For yderligere spørgsmål kontakt børneformidler Marion Tirsgaard på matir@kolding.dk.