Young Adult

YA-anbefaling: Prinsen af ondskab

Solveig Houberg Søndergaard, der går i 8.A på Lyshøjskolen, har som led i et praktikforløb på Kolding Bibliotek her videregivet sin anbefaling om en god Young Adult læseoplevelse

Af Solveig Houberg Søndergaard

Prinsen af ondskab er en YA fantasy-roman skrevet af Holly Black. Den handler om menneskepigen Jude, der blev bortført som lille til et rige ved navn Elfhame sammen med sin storesøster Vivian og tvillingesøster Taryn. I Elfhame er der elvere, feer, trolde og kun meget få mennesker, så Jude må kæmpe for at vinde elverfolkets respekt.

Før Jude og hendes søstre blev født, var deres mor i et forhold med Elfhames general Mardoc. Da han var i krig, rejste moren fra ham, imens hun var gravid med hans barn Vivian. Nogle år senere kommer Mardoc for at få sin arving igen, og det bliver til noget af et blodbad. Han tager pigerne med hen til sit gods i Elfhame, hvor de vokser op.

Jude og Taryn går i skole på slottet, hvor de bliver mobbet af den yngste prins Cardan og hans venner. Men da Cardans far, den daværende storkonge Eldred, beslutter sig for at afsige sig kronen, tronen og dens magt begynder de ældste prinser at lægge planer. Så da kroningsdagen kommer og hele landets forskellige arter kommer for at fejre den nye regent og aflægge en troskabsed, udspilles der noget af et drama. 

Jude og hendes fjende Cardan må derfor arbejde sammen for at redde kongeriget og sammen med den ældste af prinsens spioner, finder de på en plan, der kræver, at Cardan stoler på Jude. Kan Jude få Cardan til at stole på hende, og kan hun få sig selv til at stole bare lidt på ham?

Bogen er nummer 1 i serien Folk of the air. Fra 13 år.