Musik & film

Se 'Songs My Brothers Taught Me' udenfor lånekvoten i marts på Filmstriben

Se Nomadland- og Hamnet-instruktøren Chloé Zhaos debutfilm for 0 point i marts på Filmstriben

Af Christian Hundebøl Høj

Se "Songs My Brother Taught Me" (2015) på Filmstriben

I marts kan du se Chloé Zhaos debutfilm Songs My Brothers Taught Me (2015) for 0 point på Filmstriben. 

Filmen udspiller sig i Pine Ridge-indianerreservatet i South Dakota. Vi følger den unge Johnny, der ønsker at rejse til Los Angeles med kæresten for at slippe væk fra sin alkoholiserede mor og en hverdag, der består af ulovligt salg af alkohol og tæmning af vildheste. Men det vil betyde, at han skal efterlade sin elskede lillesøster.

Chloé Zhao har skabt en smuk og autentisk film om familie, tilhørsforhold og drømme, som giver et sjældent indblik i hverdagslivet i den indfødte lokalkultur og de mennesker, som holder den i live.

 

Chloé Zhao er i marts aktuel i de danske biografer med det Oscar-nominerede drama 'Hamnet' – en film om kærlighed og tab, der handler om, hvad der inspirerede til skabelsen af Shakespeares tidløse mesterværk 'Hamlet'.

På Filmstriben kan du desuden opleve hendes anmelderroste film The rider, om den unge cowboy Bradley, som må forlige sig med sine knuste drømme efter en rodeoulykke.

Eller du kan på biblioteket låne den fortræffelige og Oscar-vindende Nomadland, med Frances McDormand (der selv vandt en Oscar) i rollen som Fern, en løsarbejder, der som en moderne nomade i USA lever i sin varevogn og cyklisk rejser rundt til de småjobs, hun kan finde gennem året.

Nomadland udmærker sig særligt ved brug af en række skuespillere, der ikke er skuespillere, og i stedet optræder med eget navn og dybest set fortæller deres egen livshistorie. Og om hvad det er, der kan ske i ens liv, for at motivere et menneske til at rykke rødderne op og leve hele sit liv på farten.

**

Som noget nyt fra 2023 giver Filmstriben mulighed for, at alle brugere hjemmefra kan se månedens film for 0 point.

Månedens film er derfor en film, man kan altid se, selv hvis man allerede har brugt alle sine point for måneden.