Litteratur

Appetit på bøger: Hekse & Urkræfter

En aften i bøgernes, heksenes og fællesskabets tegn med foredrag, boganbefalinger og fællesspisning
Tid
17:00 - 21:00
Pris
Normal billet: 129 DKK
Studerende og unge under 30: 99 DKK
Ledsagerbillet uden mad: Gratis
Ledsagerbillet med mad: 99 DKK
Sted
Torvet
Bibliotek
Kolding Bibliotek
Adresse

Slotssøvejen 4
6000 Kolding
Danmark

Har du appetit på bøger? Er du interesseret i hekse, historisk og nutidigt? Kom til en aften i bøgernes og fællesskabets tegn, hvor du kan høre om historiske hekseprocesser og den magi folk praktiserede i år 1500-1900. Der er også boganbefalinger og fællesspisning.

Program

17.00 Velkommen og fællessang

17.10 Talk ved Louise fra HEX! Museum of Witch Hunt i Ribe

18.00 Booktalk

18.20 Fællesspisning

19.00 Fællessang

19.10 Workshops

  • Fælleslæsning
  • Hekse-manifestation
  • Lav dit eget tarotkort

Workshops

Som en del af arrangementet, kan du vælge dig på en workshop, når du køber billetten. Workshopsene tager udgangspunkt i dagens tema, hekse og urkræfter. Det er frivilligt om du melder dig på en workshop, det skal gøres når du køber billetten. Hvis du ikke kan vælge en workshop, er det fordi der er udsolgt.

  • Fælleslæsning: Bibliotekaren læser en novelle højt, hvorefter der kan spørges, snakkes eller lyttes.
  • Hekse-manifestation: Bliv guidet igennem en heksemeditation, hvor vi fokuserer på selvet og naturen
  • Lav dit eget tarotkort: Lav dit eget tarotkort, alt efter hvad du har brug for

Fællesspisning

Maden er vegansk. Hvis du har allergener, vi skal tage hensyn til, så skriv det når du køber billet, dog senest 3 dage inden. Der vil blive serveret vand til maden, hvis du vil have andet er du velkommen til at købe det i hotellets café, med indgang fra bibliotekets caféområde.

HEX

Sortebøgernes ejere? Heksene i de danske trolddomsprocesser

Hvad er en heks? Du kender hende sikkert fra bøgernes, filmenes og TV-seriernes verden. Måske også i form af et nulevende menneske, der betegner sig selv som heks.

Men hvad med de historiske af slagsen? Altså de kvinder og mænd, der blev henrettet for trolddom i 15-1600-tallets Danmark. Hvem var disse mennesker - og dem, der jagtede dem?

Var de uskyldige, kloge folk med urtekendskab og særlig viden, kirkens folk så sig vred på? Eller bedrev nogle af de anklagede faktisk den sorte magi, de var beskyldt for – måske endda gennem formularer fra de frygtede og berygtede ’sortebøger’?

Få svar på disse spørgsmål til oplæg ved historiker og ph.d.-stipendiat Louise Hauberg Lindgaard, der forsker i Danmarks trolddomsprocesser, og er én af folkene bag HEX! Museum of Witch Hunt i Ribe.

Her vil hun fortælle om et mørkt kapitel i Danmarkshistorien for 400 år siden, og samtidigt pege på, hvordan historien kobler sig til den moderne heksefigur vi støder på i både eventyr og fantasy.

Appetit på bøger

Appetit på bøger er Koldingbibliotekernes nye arrangementsformat, der kombinerer litteratur og fællesspisning. Hver gang er der et tema for aftenen med indslag og boganbefalinger, som passer til. Bagefter kan du deltage i fællesspisningen og møde nye, læseglade mennesker.

Skal vi følges?

Kommer du alene til arrangementet, men vil gerne følges med nogen? Så står en af bibliotekarerne klar til at mødes med dig i Foyeren fra kl. 16.30 og følges med dig til arrangementet. Det kræver ikke tilmelding.