Spørg en børnebibliotekar og bestil to-go poser
Vi vil altid gerne hjælpe dig med at finde de bøger, film eller andet, som dit barn kan lide!
Vi hjælper dig altid gerne med at finde den næste gode læseoplevelser til dit barn! Vi har stort fokus på, at børn skal opleve glæden ved at læse og en stor viden om bøger og hvad, der kan motivere dit barn til læsning. Spørg os endelig, når I besøger biblioteket.
Hvis du har behov for særlig vejledning, kan du booke en bibliotekar forud for dit besøg på Kolding Bibliotek. Så aftaler vi et tidspunkt, hvor vi kan mødes. Du kan også altid maile til børnebiblioteket på bibborn@kolding.dk og få forslag til bøger eller andre materialer til dit barn.
To-go pose
Biblioteket bugner af bøger, men det kan være svært at finde det, der passer lige præcis til dit barns læseniveau, alder og interesser. Måske er der et særligt emne eller tema, som I gerne vil have hjælp til at finde bøger om.
Derfor står vi klar til at pakke to-go poser med et udvalg af gode bøger til børn og unge i alderen 0-14 år. Ud fra jeres ønsker sammensætter vi en pose med 10 bøger, som I efterfølgende kan hente og udlåne på et af vores biblioteker samt biblioteksstationerne.
Bestilling af to-go-poser
• Bestil en to-go-pose ved at sende en mail til: bibborn@kolding.dk
• Skriv et par ord om, hvad I ønsker, at vi skal pakke til jer
• Angiv alderen på barnet/børnene i familien og lidt om deres læseniveau
• Skriv gerne et par titler på yndlingsbøger og lidt om interesser og genrer
• Anfør også gerne på hvilket bibliotek, I ønsker at hente to-go-posen
Vi pakker to-go-posen indenfor 2 åbningsdage, så den hurtigt står klar til jer. Ved bestillinger af to-go-poser til afhentning på Vamdrup, Christiansfeld og Lunderskov Bibliotek samt biblioteksstationerne må dog påregnes længere ekspeditionstid.
Ønsker I flere end 10 bøger, er I velkomne til at bestille flere to-go-poser i samme bestilling. I kan ikke abonnere på to-go-poserne, men I kan altid bestille en ny to-go-pose, når det passer jer.
Afhentning af to-go-poser
I får en mail, når jeres to-go-pose er klar til afhentning. Husk, at I efterfølgende skal låne bøgerne på selvbetjeningsautomaten.
Posen skal afhentes inden for 5 dage. Lånetiden for to-go-posen er 28 dage.