David Lynch (1946-2025)
Kunstner, musiker, til tider skuespiller, men ikke mindst filmskaber David Lynch er død. Han blev 78 år gammel. Her mindes bibliotekets filmformidler nogle af Lynchs mange projekter, der har efterladt det største indtryk.
Af Christian Hundebøl Høj
Lynch var i sin sidste tid svækket af lungeemfysem efter at have røget hele sit liv. Efter at være blevet evakueret fra sit hjem på grund af de voldsomme brænde, der stadig hærger Californien i starten af 2025, fik helbredet endnu et nyk nedad, og han gik bort i sin datters hjem onsdag d. 15. januar.
Foruden Lynchs billedkunst og musik, som han brugte en del tid på i hans senere år, var han en af filmhistoriens mest visionære instruktører, der stod bag stemningsfulde, plotafvisende og ofte ret vanvittige film som f.eks. debuten Eraserhead (1977); neo-noir thrilleren Blue Velvet (1986); road-filmen Wild at Heart (1990); den mesterlige og gådefulde Mulholland Dr. (2001) samt de syrede Lost Highway (1997) og Inland Empire (2006). Derudover lavede Lynch også rørende dramaer som The Elephant Man (1980) og The Straight Story (1999) samt en lang række kortfilm og andre projekter.
Men David Lynch er uden tvivl bedst alment kendt som en af de to skabere af den fantastiske kultserie Twin Peaks, der i 2017 dukkede op på sendefladerne igen ovenpå en serieaflysning i 1991, efter en haltende anden sæson, og efter 25 års tænkepause. Lynch spillede også selv rollen i serien som FBI Deputy Director Gordon Gole, og har også haft mindre roller i andre film, senest og meget overraskende i slutningen på Steven Spielbergs The Fabelmans (2022), hvor Lynch mesterligt spiller den legendariske Hollywood-instruktør John Ford.
Lynch selv havde forinden relanceringen af Twin Peaks digtet videre med filmen Twin Peaks: Fire Walk With Me fra 1992, mens hans forfatter-kompagnon Mark Frost også har udfoldet universet solo i bøgerne The Secret History of Twin Peaks (2016) og Twin Peaks: The Final Dossier (2017).
Plads til drømme
Man kan komme nærmere personen Lynch i hans ret unikke biografi, Drømmerum, fra 2018. Lynch gik sine egne veje i livet og som kunstner, og det gjorde han også med biografien, der er skrevet i samarbejde med journalisten Kristine McKenna.
De har skrevet bogen på den særlige måde, at kapitlerne skiftevis er skrevet af McKenna og så af Lynch. Journalistens kapitler er nøgterne, researchede, fortæller kronologisk og bygger på interviews med velvalgte personer fra Lynchs liv. Mens Lynchs egne kapitler så kommenterer på McKennas og udfolder eller føjer til de historier, som McKenna har opstået, og i nogle tilfælde erklærer Lynch helt enkelt, at han ikke selv erindrer dét, som McKenna fortæller.
Andre fortæller gange Lynch om noget helt andet, og så er det op til læseren selv at vurdere, hvad der i McKennas kapitel har ansporet ham til at fortælle. Lynch og McKenna fortæller om f.eks. om opvæksten i Idaho, om de tidlige år på kunstskole i Californien, der blev afløst af filmskole, om Lynchs projekter udenfor filmverdenen og om hans særlige forhold til transcendental meditation, som han i mange år var en meget passioneret både udøver af og fortaler for.
Som Jørgen Bartholdy skriver i bibliotekernes lektørudtalelse for bogen, formår journalisten at pille ”avantgarden ud af Den Store Kunstner, der er fremstår som en jævn, venlig mand, opvokset op i en kærlig kernefamilie i Idaho. Efterfølgende overbeviser Lynch så om, at den helt særlige tone i hans film er ægte. Han er simpelthen en formidabel fortæller; ukrukket og hypnotisk på samme tid. Den ellers så private filmkunstner tager os med ind i det inderste”.
Lynch og kunstlivet
Udover Drømmerum kan man også se mesterens liv udfoldet med egne øjne i dokumentarfilmen, David Lynch: The Art Life (2016), der bl.a. kan ses på Filmstriben.
Filmens altoverskyggende læsning af Lynch er, at han i virkeligheden altid har været mere den billedkunstner, han indledte sin kunstneriske karriere med at være, end den filminstruktør, han cementerede sig som sidenhen i omverdenens øjne.
David Lynch har som instruktør været mere optaget af det visuelle og af lydsidens affekt – hvordan vores fysiske krop direkte påvirkes af det, vi hører og ser i filmen – end af et plot eller af at levere nogen klar mening.
Han arbejder i sine film og i Twin Peaks for at fremmane en særlig stemning af noget, tit noget uhyggeligt og ukendt, og trækker ofte på sine egne oplevelser af livets særheder til at gøre det, selvom det så kan være svært at forstå, nogle gange, hvad i hans eget liv der dog har inspireret de morderiske galninge, eller de frygtelige og nogle gange groteske steder og scener.
Som filmkritikeren Andreas Halskov skrev i Filmmagasinet Ekko i 2017, i anledningen af den nye sæson af Twin Peaks: “I Twin Peaks var alle regler sat ud af kraft, alt kunne ske. Den fik hele armen med drømme og mareridt og udflugter i okkulte dimensioner. Alt det uforklarlige forblev uforklaret, mens den diabolske undertekst stak sit uhyggelige fjæs frem, bedst som man så sig i spejlet.” Det samme kunne man sige om meget af Lynchs kunst.
Jeg kan varmt anbefale både biografien og dokumentarfilmen som indføring eller introduktion til David Lynchs sære verdener. Og så selvfølgelig at man selv går på opdagelse i de verdener hurtigst muligt.
Æret være hans minde.
