Vores Hus i Vamdrup

Vores Hus er et hyggeligt kulturhus på Kinovej 1 i Vamdrup. Huset rummer biograf, bibliotek og meget mere. Vores Hus har også rammerne til, at borgere og foreninger i Vamdrup kan mødes og skabe aktiviteter til glæde for lokalsamfundet.

Fri adgang i Vores Hus fra 7-22

Alle ugens dage kan du komme ind i huset ved at scanne dit sundhedskort, fysisk eller digitalt, på standeren ved indgangen. Du behøver ikke at være oprettet som låner for at få adgang.

Huset har mange tilbud

Vores Hus har et stort og åbent foyerområde, der indbyder til samvær og aktiviteter. Du kan for eksempel:

  • mødes med vennerne til en kop kaffe
  • spille brætspil
  • studere
  • bruge computerne eller printe
  • læse dagens aviser

I børneområdet på 1. sal er der ud over en masse spændende bøger også tumlemøbler for de mindste.

På Active Floor er der sjove og lærerige spil, som man kan spille med fødderne.

Hvem står bag Vores Hus

Huset drives i fællesskab af de frivillige fra Vamdrup Kino samt Koldingbibliotekerne.

Frie Bymidter

Vores Hus er et centralt element i projektet Frie Bymidter, der i de kommende år skal skabe mere liv i Vamdrup bymidte. I det første år er Bettina Therkildsen ansat som koordinator i projektet.

Hvis du er interesseret i at lave aktiviteter i Vores Hus, er du velkommen til at kontakte Bettina på bettj@kolding.dk eller 24 98 88 99.