Verdensmålspladsen

Banegårdspladsen i Kolding bliver i 2025 til "Verdensmålspladsen": et eksperimentarium for bæredygtige byrum. Læs mere om hvad der sker på Verdensmålspladsen i løbet af året og hvordan du selv kan være med.

Brug pladsen – oplev, deltag og bliv inspireret

Tag et pusterum i de grønne omgivelser, oplev spændende aktiviteter eller bliv en del af fællesskabet.

Pladsen inviterer til ophold, leg, kreativitet og refleksion og vi håber, at du vil tage den i brug.

Kom forbi med familie og venner, eller nyd pladsen alene, hvis du har brug for et grønt åndehul midt i Kolding.

Gennem april måned 2025 etablerer vi pladsen med planter og nye møbler – og arbejder for, at Verdensmålspladsen bliver et midlertidigt, grønt byrum fyldt med fællesskab, bæredygtighed og ny inspiration.
 

Officiel indvielse d. 15. maj og andre aktiviteter

Kom med til officiel indvielse d. 15. maj kl. 15.30, og deltag også i Klimahandledagen d. 24. april, eller en af de andre aktiviteter på pladsen.

Aktiviteter på Verdensmålspladsen

Oversigten er senest opdateret d. 30. april 2025.

DatoTidspunktTitel på aktivitetenArrangør
8.-9. maj 202515.00-18.00Kulturskolens FestugeKulturskolen
15. maj 202515.30-16.30Officiel indvielse af VerdensmålspladsenKolding Kommune og samarbejdspartnere
25. maj 202510.00-13.00Škoda BørneTourŠkoda og Cykelklubben
29. august 202515:00-22.00Kolding KulturnatKolding Kommune og samarbejdspartnere
22.-28. september 2025Hele dagenFrivillighedsugenFrivillig Kolding og samarbejdspartnere
4.-6. december 202517.00-21.00Kolding Light FestivalKolding Light Festival og samarbejdspartnere
29.-31. januar 2026Eftermiddag og aftenKOLD FestivalMusikKolding og samarbejdspartnere

Erfaringerne bruges i den fremtidige udvikling af pladsen og byen

Erfaringerne fra det midlertidige byrum skal indgå i arbejdet med den langsigtede udvikling af området omkring Banegårdspladsen og med arbejdet med bynatur i Kolding Kommune generelt.

Forsøget med det midlertidige byrum varer til og med 2026. Du kan læse mere om projektet på kolding.dk.

Er du selv interesseret i at lave en aktivitet på Verdensmålspladen?

Verdensmålspladsen er åben for alle – borgere, foreninger, kulturinstitutioner og uddannelsessteder.

Har du en idé til en aktivitet eller et event, der kan skabe liv og engagement? Så kan du bruge pladsen!

Events på Verdensmålspladsen skal styrke fællesskab og bæredygtighed. Derfor forventer vi, at aktiviteterne på Verdensmålspladsen kan leve op til følgende retningslinjer:

  1. Fællesskab & social sammenhængskraft: 

    Aktiviteter skal engagere en bred målgruppe og styrke sociale relationer.

  2. Bæredygtighed & miljøhensyn: 

    Aktiviteter skal have en bæredygtig vinkel som f.eks. genbrug, klimavenlig transport eller affaldshåndtering.

  3. Ikke-kommercielt fokus: 

    Aktiviteter må ikke primært handle om salg, men kan have sponsorer, hvis formålet er almennyttigt.

  4. Aktiv deltagelse & inspiration: 

    Aktiviteter skal inddrage deltagerne gennem aktivitet eller vidensdeling.

  5. Tilgængelighed & inklusion: 

    Aktiviteter skal være åbne for offentligheden og tilgængelige for alle.