Sommerbogen 2026
Læsekonkurrence for børn og unge… og deres voksne!
Sommeren står for døren og det samme gør Sommerbogen. Læsekonkurrencen, hvor børnene skal læse eller lytte 3 bøger og løse mindst 10 læseudfordringer i deres ferie.
Gør de det, er de med i lodtrækningen om en masse fede præmier og i den landsdækkende hovedkonkurrence, hvor 3 børn får lov til at tømme en boghandel på 5 minutter.
Sommerbogen er for alle børn mellem 6 og 15 år og kører fra d. 12. juni til d. 14. august.
Sådan skal børnene gøre for at være med
- Børnene henter et udfordringsark på biblioteket eller på koldingbib.dk
- Børnene læser eller lytter 3 bøger og løser 10 udfordringer
- Børnene udfylder de 3 anmeldelseskort på bagsiden af udfordringsarket
- Børnene afleverer det udfyldte udfordringsark på biblioteket
- Børnene er nu med i lodtrækningen om de 3 landsdækkende hovedpræmier samt lokale præmier
Sommerbogen for forældre
Forældre kan også deltage i Sommerbogen. Ligesom børnene skal forældrene løse udfordringer og læse eller lytte 3 bøger.
Vi trækker lod blandt alle forældrene om et gavekort til en god bog.
Praktisk information
Hent et udfordringsark på bibliotekerne i Vamdrup, Lunderskov, Christiansfeld og Kolding fra fredag 12. juni eller find det her på siden.