Historisk Værksted
Interesserer du dig for historie? Kom på besøg på Historisk Værksted på Kolding Bibliotek
Hvor: Kolding Bibliotek
Hvornår: I hele åbningstiden Kolding Bibliotek
Pris: Gratis
Det historiske værksted er et drop-in sted, hvor den nysgerrige borger har mulighed for at møde historien på en anderledes måde, der både er oplevelses- og vidensorienteret. Her er både plads til familien, der har brug for et ånderum, men hvor nysgerrigheden også kan blive pirret. Samtidigt er der plads til den interesserede kulturforbruger, der vil tilegne sig ny viden, men som også vil dele sin viden med andre.
Hvad finder du i Historisk Værksted?
Plads til at snakke om historie eller sidde og slægtsforske, en storskærm med mulighed for at kigge vigtige online historiske kilder, mange vigtige slægtshistoriske bøger og opslagsværker, mikrofilm-apparat (spørg personalet for at få udleveret bestemte mikrofilm) mm. Desuden er afdelingen placeret lige ved siden af afdelingen for Historie, hvor du finder alle voksenbøger om historie.
Hvem står bag Historisk Værksted?
Historisk Værksted på biblioteket er et tværinstitutionelt samarbejde mellem Kolding Stadsarkiv og Kolding Bibliotek.
Podcast: "Lyden af fortid"
Hvordan mon besættelsestiden så ud i Kolding, set fra børnehøjde? Og hvordan var det at have en far, der var modstandsmand? Det er nogle af de emner, som podcasten "Lyden af fortid" fra 2021 sætter spot på, og som Kolding Stadsarkiv og Koldingbibliotekerne står bag.
Lyt til de personlige fortællinger om dramatiske begivenheder i Danmarkshistorien i ”Lyden af fortid”. Her graver Kolding Stadsarkiv og Koldingbibliotekerne de bedste historier frem fra samlingerne og følger deres vej tilbage mod vores fælles fortid og til de stemmer der skabte den.
I de første afsnit kan du høre Ove Bjerregaard, Birgit Lund og Bent Mainz fortælle om at være barn i Kolding under besættelsen.
Du kan finde ”Lyden af fortid” i flere podcasttjenester som f.eks. Spotify, Apple Podcast eller Podtail.
Materialet til podcasten er vokset ud af arbejdet med en bog om besættelsestiden set med børneøjne, som Kolding Stadsarkiv har udgivet i samarbejde med Kolding Kommunes Seniorforvaltning. Det er journalist Anne Kjær og arkivar Jacob Krause, der sammen med bibliotekarerne Kristoffer Harboe og Morten Nielsen fra Koldingbibliotekerne står bag research og produktion.