Lektørudtalelse

Forfatter: Birgit Sloth

Anvendelse/målgruppe/niveau

Fjerde fortællekreds om Camilla og hendes venner følger op på Camillas mors død, der var et af de væsentlige temaer i den forrige Selskabet gør op. Teksterne kan godt læses enkeltvis, men ved en samlet læsning af serien kommer læseren virkelig ind under huden på Camilla. Bøgerne bør formidles varmt til alle, der holder af at læse om menneskelige følelser og relationer. Bogen er som vanlig fyldt med litterære referencer, men er ikke vanskelig at læse

Beskrivelse

"Agterudsejlet" er et dækkende ord for, hvordan Camilla føler sig, alene i sommerhuset hun arvede efter sin mor. Hun taler højt med sig selv, genfortæller moderens død, mens familiens tragiske historie med drab- og selvmordsforsøg trænger sig på. Det er hudløst og hjerteskærende. Sproget er igen både nøgternt og sprudlende, med parenteser og associationer samt fyldt med humor og selvironi. Camilla har også en længel efter kærlighed, og da veninden Alma tager hende med til New York, forelsker hun sig. De øvrige personer i fortællekredsen er denne gang mere i baggrunden og bruges mest til at fortælle om Camilla

Sammenligning

Virginia Woolf er en nært beslægtet forfatter. Evnen til at skildre ensomhed og død yderst nærværende finder man også i Knausgårds Min kamp og Espedals Biografi

Samlet konklusion

En fin ny samling af fortællinger der bringer læseren meget tæt på mennesket Camilla. Sproget er en ren fornøjelse, og jeg tror at mange lånere vil sætte pris på bøgerne, men de kræver en aktiv formidling for at finde nye læsere