Der er tale om to garvede forfattere, der kan deres håndværk. Bag historien ligger et stort researcharbejde, og fortællingen glider let. Historien fortælles af Dagmar, men er ikke sort/hvid - frihedskæmperne er ikke kun gode, og tyskerne ikke kun onde. Dagmar er absolut modstander af Pouls arbejde i frihedsbevægelsen og lægger ikke skjul på det. Ligeledes får vi beskrivelsen af det sønderbombede Tyskland og de helt almindelige mennesker, der var krigens ofre. Det gør romanen yderligere troværdig og interessant