Romanens tema er kærlighed og død bragt på klos hold af hinanden. Fortællingen åbner og lukker med andejagt, men ellers følges hovedpersonerne i Venedig med mange kærlighedsdialoger, beskrivelser af måltider og refleksioner over kunst og krigens meningsløshed. Hemingways sprog er flot, skåret helt til uden noget overflødigt. Gentagelser bruges dog en del som fortælleteknisk greb, ikke mindst i kærlighedsdialogerne. Det giver romanen en vis monotoni, som jeg tror vil kede mange læsere, mens Hemingway-fans vil elske den