Da Suzanne Brøgger (født 1944) udgav den åbenhjertige og selvbiografiske roman Creme fraiche i 1978 vakte den begejstret foragt og fascination. Den var på alle måder grænseoverskridende, og begrebet "bekendelseslitteratur" var blevet skabt. Formmæssigt befinder bogen sig et sted mellem fiktion og virkelighed, roman og essay. Indholdsmæssigt er det en energisk, veloplagt og ironisk beretning om en forfatters opvækst i Danmark og i Østen i en konstant søgen efter sin egen vej, frigjort fra traditionelle kønsroller. Vejen går for en stor dels vedkommende gennem forskellige mandlige (og kvindelige) seksuelle bekendtskaber, og der bliver ikke lagt fingre imellem, mens der eksperimenteres på livet løs. Bogen er skrevet i brudt kronologi, og man skal holde godt fast for at følge med i de hastigt skiftende bekendtskaber. Kropsbevidsthed, selviscenesættelse og intellektuelle udfordringer er gennemgående elementer i Creme fraiche, som i mangt og meget kan lede tankerne hen på Erica Jongs Luft under vingerne fra 1973. Nutidige læsere vil næppe lade sig forarge af Creme fraiche, og det er ikke mit indtryk, at den bliver læst særligt meget længere. Ikke desto mindre har den en selvfølgelig plads på bibliotekerne som et væsentligt bidrag fra 1970'ernes danske litteratur og som et værk af en stor nutidig dansk forfatter