Solskin i flydende form

Det var ikke synet, hun tænkte på først. Det var duften. Tykt, sødt, som solskin fanget i flydende form. Mangojuice. 
Da hun stod i Kvickly, med Maaza-kartonen kølig mod håndfladen, gled hun tilbage til juli-aftener, hvor den søde smag hang i sindet, mens hun plaskede i regnvåde pytter. Hun havde sine gule gummistøvler på – dem, der lugtede lidt af sure tæer. Sooryansh og Kalayani løb med, som de altid havde gjort. Hun så igen de støvede gader, hvor bilhorn skar i luften, folk maste sig forbi og spyttede i vejkanten, og himlen var gul af smog. Hun hostede og harkede, mens hendes Amma kiggede bekymret på hende, og Acha mumlede om ”fabrikkerne, som de andre lande har lagt her.” Amma og Acha har en god idé, sagde hendes forældre. Hun tænkte tilbage på, at hun (i hendes ord) ”virkelig overhovedet ikke nogensinde” ville kunne lide den idé. De havde sagt, at de skulle flytte langt, langt væk, højt mod nord. Hun kunne huske lige præcis alt ved det øjeblik: Politikeren med højtaleren, der kørte forbi og lovede at ændre det hele, den pludselige varme hun fik i hele kroppen, den ene irriterende fugl, der blev ved med at pippe i hendes baghave, og en svag duft af mangojuice. Hun ville blive der, hvor hun kendte lydene af dyt og grin, varmen fra solens stråler på hendes ryg, smagen af hendes amamas lækre payasam, og alle dem hun elskede, boede selvfølgelig lige her. Det var her, hun var vokset op – det eneste sted, hun dengang kaldte hjem. Hun kunne huske, at hun sagde, at det var en dum idé, og at hun begyndte at tude så højt, som hun kunne. Måske ville det hjælpe. Måske ville de ændre mening. Amma og Acha kiggede på hende med et stille blik 
De ændrede aldrig mening. Hun kunne huske Sooryansh, Kalayani, bedsteforældrene, onklerne, tanterne og kusinerne vinke farvel med blege perler, der dryppede ned ad deres kinder. Dengang gjorde det hende bange at tænke, at de måske ikke ville se hende som én af dem, når hun kom tilbage. Det gjorde de også. Hun fniste, da hun tænkte på sin lille fætter, der var sikker på, at hun var fra nord, og ikke ville tro andet. Hun kunne huske Kalayanis sidste kram og Sooryansh, der gav hende en krøllet tegning. Hun gemte den i lommen, men papiret revnede. Det gjorde hende trist på en mærkelig måde, hun ikke helt forstod dengang. Nervøsiteten sad som en knude, da hun satte sig i flysædet. Der lugtede sterilt af rengøringsmidler, og på den lille skærm svømmede Den lille havfrue. Acha havde sat det på, fordi det havde et eller andet at gøre med hvor de skulle hen. Han havde også lært hende et lille mantra hun skulle sige, hvis nogen spurgte hende om noget, hun ikke forstod.  

”Jeg taler ikke dansk.” 

”Jeg taler ikke dansk” Hun smagte ordene på munden. Den mindede hende om sommerregnen og palmetræer, og det tidspunkt hvor hun stadig kunne huske noget fra det solskinsrige land. Hun kunne huske, at hun havde taget sin brune jakke, der plejede at være blå, og sine gule gummistøvler. Og så havde hun også mangojuicen, hun knugede i venstre hånd. Hun drak så lidt som muligt – hvem vidste, om de havde det højt mod nord? Hun var ikke opmærksom på Den lille havfrue, men i stedet tænkte på alle dem, som allerede boede i det ukendte, med deres lyse hår og rosa kinder. Ville de egentlig være okay med, at hun flyttede til deres land? Ville de kunne lide hende, selvom hun ikke var ligesom dem? På én aften var alt det, hun kendte, vendt på hovedet. Der var ingen bedsteforældre, ingen venner, intet solskin. Bare den slemme, frysende kulde. Hun kunne huske lige præcis, hvornår de kom: 31. oktober 2017. Halloweenaften. Det gav pludselig mening, hvorfor den nat var en af de uhyggeligste i hendes liv. Nye mennesker, der ikke så særlig rare ud, uhyggelige huse, fremmede der gav slik til hende. Hun havde takket nej til dem alle, som Amma og Acha havde lært hende, men de fremmede så alligevel rigtig forvirrede ud. Hun kunne huske, da der for første gang landede et snefnug på hendes frosne hånd. Hun kiggede nysgerrigt på det. Sådan ét havde hun aldrig set i virkeligheden. Acha havde læst højt om snefnug i en bog engang. Snefnugget smeltede på hendes hånd, som om det ville fortælle hende en hemmelighed, men det vidste hun jo ikke dengang. De første par måneder var rigtig kedelige. Amma og Acha arbejdede hele tiden, og dem i børnehaven forstod hun ikke. Deres ord var meget anderledes end hendes egne, mere grove og direkte. Hun kunne huske drengen med snotnæse kigge på hende hånligt, mens de alle sammen grinte. Hun krøb hen til blækspruttesofaen og kiggede på billederne i bøgerne, drømmende om mangojuice. Ærlig talt var børnehaven ret mærkelig. Der duftede ikke af krydderier eller varm mad, som der plejede at gøre hjemme. Børnene råbte og skreg ad de voksne, og ingen så ud til at tænke, det var uhøfligt eller overhovedet mærkeligt. De spiste med knive og gafler ved små borde, mens hun savnede at sidde på gulvet og mærke risene mellem fingrene. Hun kunne huske, at alt føltes forkert, som om hun var landet på en fremmed planet, hvor alle kender reglerne – undtagen hende selv. Hun kunne huske kvalmen, hun havde i maven, der langsomt bevægede sig op og tog form i hendes mund som et øredøvende skrig. Men ingen stoppede op for at se, hvad der var galt. Skrige var meget almindelige i en børnehave på Frederiksberg. Hun kunne huske den dag, hvor der kom en pige. Hendes røde hår varmede hende som flammer på en kold vinternat. Hun kiggede nysgerrigt på pigen, og pigen grinede sødt. Pigen sagde noget, hun ikke forstod. Den voksen i børnehaven med huen smilede venligt til dem. Pigen pegede på en blank vandpyt og sagde noget mere. Hun kunne mærke smilet i læberne. Vandet plaskede på hendes gule gummistøvler, mens hun fjollede rundt, og hun grinede, som hun plejede at gøre derhjemme. Måske var det muligt at få to hjem, tænkte hun dengang. Tilbage i Kvickly, i det vibrerende lys’ skær, stod hun og kiggede på mangojuicen. Måske skulle hun bare lade den ligge og stoppe med at tænke tilbage til der, hvor hun kom fra. Måske skulle hun glemme alt om det og lade som om, hun var fra nord, som hendes lille fætter sagde. 
Men hun besluttede sig for at købe den – smage solskinnet på tungen én sidste gang. 
Hun måtte aldrig glemme, hvor hun kom fra.