Solsikke

Victoria gik stille, smilende. Hun betragtede trækronerne over sit hoved mens hun gik. Så kiggede hun over sin skulder på katten, der holdt sig et par meter bag hende. Han havde fulgt efter hende lige siden hun stødte på ham et par hundrede meter tilbage. Han havde rejst sig med det samme for at hilse på hende. Og nu fulgte han efter hende.

Eller det vil sige det gjorde han indtil cyklisten drønede forbi dem. Derefter forsvandt han ind i en busk. Victoria kiggede efter ham, selvom hun vidste, at det var håbløst. Han var væk. Det er okay, tænkte hun. Det var blot en kat. En kat der havde kunnet lide hende, men blot en kat. Da en forbipasserende kvinde sendte hende et mærkeligt blik, opgav Victoria og gik videre. Hun trak vejret dybt ind og nød stilheden.

Faktisk var der overhovedet ikke stille, men Victoria var langt nok væk fra vejen til at hun ikke kunne høre bilerne. Og vindens leg i træernes blade talte som stilhed i hendes ører. Hun nød også duften af friske blade. Det lugtede af forår selvom det var september og sommeren var på sine sidste dage. Hun elskede denne tid mindst ligeså meget som enhver anden tid.

Victoria fik øje på en lille sti ind i skoven. Hun tøvede kun et øjeblik, før hun gik væk fra den asfalterede vej og ind blandt træerne. Derinde kunne hun forsvinde i det grønne. Efeuen klatrede op ad de tykke træstammer, der strakte sig mod en næsten helt blå himmel. På en gren sad en solsort og sang. Hun smilede til den, og den så på hende, før den forsvandt ind i krattet. Hun elskede at bevæge sig blandt det grønne på denne måde. Det eneste hun kunne se var skov. Store træer med grene ud over stien, hun gik på. En idyllisk, perfekt skov.

Da hun nåede ud på den anden side af træerne, mødtes hun af en bakke. Den var overgroet med planter. Mest tidsler, men også andre planter som Victoria ikke kendte navnene på. Hun stod bare et øjeblik og beundrede den. Så fik hun øje på en lille gul prik på toppen. Blomsten vendte hovedet højt mod solen. Den lignede en, der tænkte at den var bedre end alle andre fordi den kunne stå der på toppen. Victoria besluttede, at hun ville komme derop.

Hun begyndte den langsomme tur opad. Det blev hurtigt hårdt og hendes bukser blev møgbeskidte, da hun gled og måtte sætte knæene i den mudrede jord. Hun greb fat i en håndfuld langt græs for at holde sig oppe. Hun var kun nået omtrent halvvejs op, men hun havde ingen planer om at falde ned. Hendes fod fandt et lille trin, og før hun vidste af det var hun helt oppe ved blomsten.

Det var en solsikke. Og bag den, skjult nedefra, lå en stor åben græsmark. Fyldt med blomster og planter, der voksede vildt, et sjældent stykke fri natur. Urørt af menneskenes storbyer. Hun lod fingrene glide forsigtigt over solsikkens blade. Så begyndte hun at bevæge sig længere ned i marken. Luften var frisk og marken var så smuk, at det gav hende lyst til at græde. Men ikke fordi hun blev ked af det. Fordi hun ikke havde været så glad i lang tid. En tåre undslap hende og gled ned ad hendes kind. Og pludselig rystede hele hendes krop med en hikstende form for gråd. Hun græd for alle de gange hun havde villet det, men ikke havde ladet sig selv. Nu lod hun alting ud. Ingen kunne se hende her. Dette øjeblik eksisterede ikke. Ikke for andre end hende. Så Victoria græd. Hun græd til hun ikke kunne mere. Til sidst stod hun der bare. 

På vejen hjem aftalte hun med sig selv, at hun ville vende tilbage. Hver gang hun havde brug for fred, ville hun vende tilbage.

***

Victoria nød solen på sit ansigt da hun gik langs stierne. Det var længe siden hun havde gået her. Meget længe. Forårsluften legede i hendes hår og vejret var mildt. Da hun hoppede til siden for en cykel, mødte hendes hånd en træstamme bag hende. Hun kiggede bagud. Ind mellem træerne så hun en lille sti. Den var groet til og ikke nem at spotte. Men herfra synes den tydelig. Hun så sig om et øjeblik, men da hun havde sikret sig at der ikke var nogen, gik hun ind. Det var svært at trænge igennem planterne. Victoria skulle dog nok klare det. Hun klarede alting. Et smil fandt hendes læber mens hun manøvrerede blandt planterne. De var blevet oftere og oftere, de smil. Det smilede hun også af. Alting var okay nu. Hun var okay. 

                      En gren ramte hende i ansigtet. Da hun skubbede den væk, så hun hvad der lå bag den. En lille skråning. Overgroet med tidsler. På toppen fik hun øje på noget gult. Hun huskede pludselig mange eftermiddage på en grøn mark. Eftermiddage alene, uden for rækkevidde af alt. Alt der fik hende til at føle sig forkert og ked af det. Her havde hun grædt ud, når hun havde brug for det. Hun havde gået og nydt solen og blomsterne. Hun havde ligget med lukkede øjne og været fyldt af en glad tomhed. Hun begyndte turen opad, som hun havde så mange gange før. En tidsel fandt sin vej gennem hendes bukser og ind til benet, men den skulle ikke afholde hende fra at nå toppen. Ingen tidsel ville nogensinde få lov til at komme i vejen for hende igen. 

                      Efter en lang tur opad nåede hun endelig toppen og solsikken. Synet, der ventede hende, var forfærdeligt. Den grønne mark fyldt med blomster var væk. Dyrene hun havde set her var væk. Dette sted, der havde været hendes fred og lykke gennem det sværeste år i hendes liv, var væk. Tilbage var blot en flad byggeplads dækket af grus, beton og maskiner. Victoria lod fingeren løbe ned over rækken af ar langs hendes arm. En tåre trillede ned af hendes ansigt. Hun satte sig ned, midt mellem planter og skidt, og græd. En sidste gang græd hun på dette sted. Men denne gang var det ikke for hende selv. Denne gang var det for stedet. Fordi hun havde fundet fred her. Fordi hun havde glemt det, da hun ikke længere havde brug for det. Og fordi hun ikke havde gjort noget for at stoppe ødelæggelsen. Hun havde ikke engang vidst at der skulle bygges noget. Alting havde ændret sig. Stedet havde ændret sig. Hun havde ændret sig. Og på samme tid føltes det som om hun overhovedet ikke havde ændret sig. For her var hun igen. Hun græd for sit sted, sin redning. 

                      Hun ville savne dette sted. Hun ville altid bære det i sit hjerte. Men hun ville ikke gå under med det. Det lovede hun sig selv.

                      Til sidst rejste hun sig. Hun rørte let ved solsikken. Som et sidste farvel.