Sådan Er Mennesker

Begyndelsen var ikke en eksplosion, men en stille overgang fra intet til alt. Lyset strakte sig og malede det sorte tomrum. Hvorefter, liv opstod.

Over denne nye verden blev to stjerner dømt til at brænde deres liv op, deres hjerter også. Tavse så de til, mens jorden blev til, ild, støv og stille blåt vand bredte sig. Med tiden hviskede grønt gennem sprækkerne, og planter spirede. Årstider af frost og flamme dansede i blide cyklusser, skabninger vågnede, mens stjernerne blinkede uendeligt ovenover.
Stjernerne, Nyx og Iris, født af den samme urkraft som verden selv, fandt hinandens lys. I hinandens skær fandt de ro. Mening.

Pludselig opdagede de væsner, der ikke længere var små eller svage, men strålende. Måske endda mere end stjernerne selv.

De var begavede. I stand til at bestige de højeste bjerge, krydse de videste have, skabe vidundere langt ud over enhver drøm. Deres tanker nåede steder, hvor intet andet sind turde følge, og med blot ord kunne de vinde hinandens hjerter. De elskede med en dybde, ingen anden skabning kendte. "Hvad er de?" spurgte Nyx, grebet af deres tilstedeværelse. 
Han søgte svar i Iris’ blik.

”’Mennesker,’” hviskede hun blødt.

”Mennesker…” gentog Nyx forsigtigt, ”de er jo fantastiske.”

Iris lo, "De er skabninger som alle andre. De kan mere, men når deres verden falder, falder de med." 

Nyx rystede på hovedet. "Nej. Det her er storhed." Noget i ham strakte sig mod dem. Han vidste, han ikke var dem, men noget i ham ville bare gerne tættere på. 

Iris smilte hånligt. "Hvorfor opfinder de så væsener større end dem selv? Hvis de virkelig er så store, hvorfor støtter de sig så til løgne om hengivenhed?"

"De søger vel svar på det, der ligger hinsides deres verden," svarede Nyx usikkert. 

"Nej, de søger bare trøst. Og kalder det helligt." svarede Iris bare.

Først troede Nyx at menneskene legede. 
De malede sig med farverne fra deres hjemland, dækkede deres bryst med læder, og løb mod hinanden med hævede arme og metal i deres greb. 

Han så ikke vrede i deres ansigter, kun iver, styrke, bevægelse. Han tænkte, det måtte være en dans, en leg mellem dem. En måde at ære hinanden på, måske. Og et sted i ham voksede et ønske. At løbe med. At male sig med deres farver. At være en del af det, de kaldte mod.

Mennesket rejste et imperium. Og selvom muligheden lå foran dem, var det ikke fred, de valgte. De rejste søjler lige så hurtigt som gravsten. De kaldte sig selv for et forenet imperium, Mongolriget. De kaldte sig selv civiliserede.

Og alligevel så Nyx, hvordan de lænkede børn som kvæg og kaldte menneskeliv for ejendom, ragede rigdomme til sig. ”Intet i deres hænder er jo deres eget… alt er bare… taget.” indså han da imperiet var nået til Bagdad. 

”Jeg sagde det til dig, Nyx. De er unikke, men på ingen måde storslåede.” Hun lød fuldstændig uimponeret, som om hun allerede vidste det. ”De lærer ikke.”  

Nyx brød sig ikke om at give hende ret, ”De skal bare have tid. Kun et par fejl.” 

"Det er ikke antallet, Nyx. Det er gentagelsen. Én fejl bliver til tusind, når ingen tør tage ansvar."

”De forstår nu. Efter dette kan noget så grusomt umuligt gentages...,” mumlede Nyx.
Mongolriget faldt, som alle imperier nu gør.

Historien nåede begrebet af en revolution. Vold og håb gik hånd i hånd, kongehuse faldt, hovederne rullede, og demokratiet blev født i flammernes skær. Et oprør mod lænkerne, men også en gentagelse af den smerte, de egentligt ville gøre op med. Blodet var aldrig rent. 
For Nyx var det en smukkere vold, født af undertrykkelse, ikke løsningen, men vejen måske.

Verden druknede i blod, og Nyx følte det som en kold strøm, der trak ham under. Han ønskede at hans lys kunne nå derned, skabe skønhed i denne grusomme tid. Sulten bredte sig, mens politikere mæskede sig. Soldater frøs ihjel, konservative nægtede forandring, og de rige holdt de fattige uvidende. Håbet, som han så skrøbeligt bar, blev langsomt kvalt i mudderet.

”Jamen betød revolutionen slet ikke noget…?” spurgte Nyx med frygt. 

Iris sad urokkelig ved hans side og så mod jorden, ”Selvfølgelig gjorde den det. Bare ikke nok.” 

”Men det vil den, ikke?” spurgte Nyx. ”Efter Napoleonskrigene… hvem end der vinder… vil de opdage, at det alt sammen har været end fejl…?”

Iris grinte let, ”Se engang på dem, Nyx,” sagde hun og nikkede ned mod blodbadet. ”De kalder sig selv vise, og alligevel drikker de igen og igen af den samme forgiftede brønd, som om de forventer en ny smag. De sværger, at hver krig vil være den sidste, men før asken har lagt sig, rækker de allerede ud efter det næste våben. De lærer ikke, fordi de ikke ønsker at lære. Magten kalder på dem som en sirenesang, og de følger den uden at forstå, at den fører dem tilbage ind i den samme storm, som slugte alle før dem.”
Nyx lyttede ikke. Han rystede hovedet. 

Mens Napoleonskrigene endte, og forandringen begyndte: slaveriet afskaffedes, kvinder fik stemmeret, og religionsfrihed bredtes.

Men frygten for forandring fik grusomheden til at snige tilbage.
Eller, ikke snige, men marchere. Simpelthen med uniformer, støvlestamp og heilende hænder. Med gaskamre, jernbaner og menneskeliv, der blev reduceret til numre. Med børn der blev revet fra familier og mødre der blev brændt til aske.
Med ideologier, der nægtede menneskerne deres menneskelighed.

”Du forstår det nu, gør du ikke?” spurgte Iris varsomt. 

Nyx benægtede det. Kunne umuligt se sandheden i øjnene, uanset hvor meget mennesket ødelagte eller rev i stykker. For de havde jo set så fantastiske ud, så storslåede. 
Nyx så barnet kravle op af ruinerne i Warszawa, med hænderne løftet mod en død mor.  Først nu, med skrig, blod og tordnende guder, forstod Nyx det fuldkomment: De kaldte det en krig for kærlighed. Nu så han den, som den var: gentagelsen af menneskets største kunst - at dræbe, og at retfærdiggøre vold.

Et barn skreg. En moders stemme fulgte, derefter hendes mor og mødrene før. 
Nyx så det hele. Så altid. Men han kunne intet gøre. Hans lys kunne ikke nå ned, kun belyse det, der allerede var sket. Og for hvert skrig følte han sig mere som en medskyldig, en stum tilskuer til en tragedie, der gentog sig med urimelig præcision. Skylden borede igennem ham, han bar ikke blod på hænderne, men på samvittigheden over alt det han ikke kunne gøre noget ved. 

Efter verdenskrigene sagde de: "Aldrig igen."
Men det blev aldrig et løfte til menneskeheden, kun til dem selv.
Senere byggede de mure, besatte land, bombede lejre og nægtede andre den frihed, de selv havde krævet.
Men, "Aldrig igen" blev til "ikke os igen." Men nu sker det igen, bare med nye ofre.