Forbindelse

Rumfærgens motorer brølede, deres dybe summen genlød gennem den næsten tomme affyringsrampe. Jeg stod ved kanten af platformen og betragtede, mens de sidste af mine kollegaer gik ombord, deres ansigter oplyst af forventning til de kommende feriedage. Marie vendte sig om og vinkede med et lille, vemodigt smil, som jeg besvarede med mit eget.

"Er du sikker på, du klarer dig alene?" havde John spurgt tidligere, hans pande rynket af bekymring. Jeg havde smilt og klappet ham på skulderen. "Jeg klarer mig. Nogen skal jo holde øje med tingene." 

Men nu, da rumfærgen lettede og steg støt op mod den blege, skyfri himmel, føltes det som tomme ord. Det var for sent at ombestemme sig nu. Lyden af motorerne svandt hen i en klar og ren stilhed. Jeg var nu efterladt helt alene på en lige så efterladt Jordklode. Det skulle nok gå; jeg havde været alene før.

Jeg vendte mig væk fra affyringsrampen, og mine skridt rungede igennem de tomme gange. Forposten, der engang havde været fyldt med travl aktivitet, føltes nu som en spøgelsesby. Hvert kontor, jeg passerede, var mørkt og forladt. Resterne af liv – en glemt kaffekop, en jakke hængt over en stol – tjente som stille påmindelser om de mennesker, der havde været her for blot få øjeblikke siden. Det måtte jeg rydde op senere.

Teamkontoret var stille, en stilhed der føltes næsten unaturlig efter måneder med konstant aktivitet. Jeg satte mig ved mit arbejdsbord, et af mange i det rummelige lokale. Mine kollegaers fravær var mærkbart, men ærligt talt, var det rart. Stilheden.

Jeg tændte skærmen og dens holografiske linjer fyldte mit syn, deres bløde glød en lille trøst i det svagt oplyste rum. Jeg kunne høre maskinernes summen, normalt skjult af larm og bevægelse. Det var en mild lyd, en konstant brummen, der fyldte rummet. Jeg kiggede rundt og bemærkede de ryddelige, tomme skriveborde, diverse papirer og dokumenter pænt stablet i et forsøg på at få kontoret til at se rent ud. Det gjorde det ikke. Det gjorde det aldrig.

Minutter blev til timer, mens jeg fordybede mig i mit arbejde. Det regelmæssige tasten var den eneste afbrydelse i den ellers perfekte stilhed.

Jeg lænede mig tilbage i stolen og strakte armene, da de var ved at blive stive. Jeg drejede til venstre og rakte hånden frem. "Hey Marie, kan du give mig den der fil?" Min hånd hang i luften et øjeblik, og ventede et svar, men det kom aldrig. Jeg vendte mig rundt for at kigge—der var jo ingen. "Nå ja," grinte jeg og trak hånden tilbage. "Jeg er alene." Smilet falmede hurtigt, og jeg vendte tilbage til mit arbejde.

Som dagen gik, blev jeg mere og mere opmærksom på den manglende baggrundsstøj. Kontoret, der havde været et knudepunkt for aktivitet og samtale, føltes nu som et bibliotek efter lukketid—stille og fyldt med lyde, der ikke længere var der. Bekendt, men ikke helt.

Jeg slukkede for skærmen, da det var blevet mørkt udenfor. Dagens opgaver var fuldført, men stilheden forblev, en vedvarende tilstedeværelse, som jeg ikke kunne undslippe. Jeg samlede mine ting og gik mod døren. Med et suk låste jeg kontoret bag mig, og lyden genlød gennem den tomme gang. Ensomheden fulgte med mig som jeg gik, hvert skridt en påmindelse om den totale stilhed, jeg håbede ikke ville blive min daglige følgesvend. Jeg vendte tilbage til mit værelse og gik i seng.

Næste morgen begyndte som enhver anden. Jeg slæbte mig selv ind i kantinen, og satte mig med min sædvanlige morgenmad på min sædvanlige plads, tankeløst skovlede jeg havregryn i munden, imens jeg stirrede ud ad vinduet. Stolene omkring mig stod tomme, og deres tomhed kastede en stille dæmper over rummet. Det var ikke slemt, bare uhyggeligt stille.

John var normalt altid så larmende om morgenen. Han ville sidde overfor mig, og snakke om nogle nye ideer, han havde drømt op i løbet af natten, hænderne i vejret med skeen viftende i luften. De andre og jeg ville sidde og grine ad hans spilopper. Hans fravær i dag føltes påfaldende og efterlod et tomrum i morgenrutinen, som jeg ikke havde indset ville være så mærkbar. Den sædvanlige snak og latter blev i dag erstattet af den ensomme rytme af min ske, der skrabede mod skålen.

Jeg færdiggjorde min morgenmad og begav mig tilbage til kontoret. Selvom der var blevet rodet, var kontoret, som jeg havde efterladt det. Jeg satte mig tilbage ved mit skrivebord og tændte igen for skærmen. Den lyste op, og jeg begyndte endnu en arbejdsdag. Timerne gik i den velkendte rytme af opgaver og tanker, min koncentration kun afbrudt af et gab eller mine tastende fingre. Jeg tog en pause for at spise og hvile, kun for at vende tilbage kort efter. Dagen gik, begivenhedsløs men tung med fraværet af menneskelig tilstedeværelse. 

Da solen var gået ned, slukkede jeg igen for min computerskærm, samlede mine ting, og låste døren.

Tilbage i mit værelse gjorde jeg klar til endnu en aften alene. Jeg havde lagt mig, da mine tanker begyndte at vandre. I mørket sneg en ubehagelig fornemmelse ind, tanken om, at jeg måske var det sidste menneske på Jorden. Det var jeg næsten også. Jorden var forladt, menneskeheden havde søgt nye hjem. Selvfølgelig vidste jeg, at der stadig fandtes andre forskningsstationer med mennesker spredt ud over planeten. Men i forpostens trykkende tomhed, føltes det som om, verden virkelig var endt, og det skræmte mig. Det var jo bare endnu en aften, endnu en rutine, og i morgen ville solen stå op som sædvanligt. Men den nat, som jeg lå i stilheden, hang tanken ved længere end jeg brød mig om.

De følgende dage gled ind i hinanden. Hver dag begyndte ens: Jeg slæbte mig ind i kantinen for at spise og begav mig derefter til kontoret. Timerne sneglede sig af sted, dage endda, mens jeg arbejdede. Det var monotont. Jeg vågnede, spiste og arbejdede, tog en pause og arbejdede igen. Nogle dage, når jeg virkelig koncentrerede mig, kunne jeg glemme, at jeg var alene. 

En notifikation blinkede i hjørnet af min skærm - en rutinemæssig dataoverførsel var fuldført. John kunne ikke sidde stille alligevel; det vidste jeg, han ikke kunne. Jeg smilte. Hans rastløshed var næsten trøstende, en påmindelse om, at livet fortsatte et eller andet sted ud over min stille forpost. 

På trods af rutinen gnavede isolationen i mig. Uanset hvor jeg gik, blev jeg mindet om min ensomhed. Det var blevet en følgesvend, alligevel. Jeg fandt trøst i små, velkendte opgaver. At organisere filer, køre diagnostik, vedligeholde udstyr—hver opgave en distraktion fra tomheden. Men som dagene gik, begyndte selv disse opgaver at miste deres mening. Stilheden i kontoret, den totale ro i gangene, det vejede tungt på mig. 

Nogle gange stoppede jeg op for at kigge ud ad vinduet og håbede på en forandring. Indenfor var det altid det samme, selvom vejret ændrede sig udenfor. I dag regnede det.

Jeg så på som regndråberne løb ned ad vinduet og slørede udsigten til det øde landskab. 

Regn var sjælden, og jeg nød lyden, som det ramte ruden, næsten beroligende i sin vedholdenhed. 

Jeg rejste mig fra stolen og besluttede, at det var tid til en kaffepause. Jeg lavede mig selv en kop og nød både varmen og den velkendte duft. På vej tilbage til kontoret snublede jeg over noget. Kaffekoppen fløj ud af hånden på mig, og dens indhold sprøjtede ud over gulvet. Jeg landede hårdt, stødet gjorde ondt, men jeg rejste mig ikke med det samme. 

Jeg lå der, og stirrede op på loftet, mens regnen silede ned, og det kolde gulv trykkede mod min ryg. Den spildte kaffe dannede en mørk, spredende plet – en påmindelse om min klodsethed. Vægten af alt det, jeg havde undgået, ramte mig med ubarmhjertig kraft.

For første gang tillod jeg mig selv fuldt ud af føle det - ensomheden, den overvældende følelse af isolation. Jeg havde været så fast besluttet på at fortsætte og holde mig selv beskæftiget, at jeg ikke havde ladet mig selv erkende, hvor meget jeg savnede det hele, min normale hverdag. For at være ærlig, ville jeg ikke indrømme det. Hvor meget jeg savnede Maries smil, Johns morgenløjer, de afslappede samtaler og den delte latter, der havde fyldt gangene.

Jeg var frygtelig ensom, og realiteten af det efterlod mig åndeløs. Stilheden, som havde været en kærkommen pause, føltes nu som mit fængsel. Mine øjne brændte af tårer, og jeg trak vejret med skælvende indåndinger. 

Jeg havde brug for at snakke med nogen, at høre en velkendt stemme. Alligevel tøvede jeg. Jeg begyndte at tvivle på, om jeg overhovedet havde ret til at forstyrre nogen. Jeg lagde mine hænder for øjnene, tog en dyb indånding og ringede til John. 

Det ringede, og i et øjeblik frygtede jeg, at han ikke ville svare. Men så stod hans hologram foran mig, og hans velkendte smil mødte mine øjne. 

”Hej!” Johns stemme var som en varm hånd på min skulder, næsten som om han virkelig stod der. ”Hvordan går det derovre? Klarer du dig okay?”

Jeg formåede at smile, trykket i mit bryst lettede en smule. ”Det er… stille,” indrømmede jeg. ”Alt for stille, ærligt talt.”

Johns udtryk blev blødere, og han nikkede. ”Vi savner dig herovre, så du ved det. Marie sagde lige, at det ikke er det samme uden dig.”

Den enkle anerkendelse af mit fravær, at jeg var savnet, var næsten nok til at få tårerne til at vælde op igen.

”Jeg savner også jer,” sagde jeg, og min stemme knækkede over. Jeg hulkede næsten. ”Hvor pinligt,” tænkte jeg, men på en måde, fik det mig til at smile. ”Det er bare… hårdt at være her alene.”

Johns smil var beroligende. ”Vi er snart tilbage. Og indtil da, ring til os når som helst. Helt seriøst, når som helst. Vi er her altid.”

”Tak John,” sagde jeg, en ægte varme spredte sig i mit brøst. ”Jeg havde brug for det her.”

Da opkaldet sluttede, følte jeg mig lettere, mere jordbundet. Forposten var stadig tom, og gangene var stadig stille, men ensomheden var blevet mere udholdelig. Jeg havde konfronteret den, på trods af alt. Jeg tog en dyb indånding og nød roen. Regnen fortsatte, en betryggende påmindelse om verden udenfor. 

“Jeg er her stadig,” hviskede jeg til mig selv, en simpel bekræftelse. Men for første gang i lang tid følte jeg mig hel.