Den sidste dag

I dag er min sidste dag som novice. I morgen vil jeg være kendt som det yngste orakel nogensinde. 

//

Der gik lang tid før en stemme trængte igennem

“Amaya?” 

En novice, jeg kendte, som søster Ophelia, sad på hug foran mig og havde fat i mine skuldre, som hun rystede let. En let panik havde sneget sig ind i hendes stemme.

Jeg opdagede, at jeg lå på fliserne i køkkenhaven, men kunne ikke huske hvornår jeg var faldet eller hvordan jeg overhovedet var kommet derud. 

“Klarer du den?” spurgte Ophelia bekymret. “Du faldt bare lige pludseligt." "Er der noget…” hendes øjne blev store og jeg vidste, at hun havde gættet det. “Havde du et syn?” hviskede hun.

Jeg nikkede.

Det var ikke så tit at os novicer bare havde syn, for det meste blev de fremprovokeret, men når det var et syn som dette, bestemte man ikke selv, hvornår de kom. 

“Hvad var det?” 

Hun prøvede at hjælpe mig op at sidde, men jeg rystede for meget. 

“Jeg… jeg, jeg,” stammede jeg, og Ophelias øjne flyttede sig bekymret til mine.

“Åh nej,” hviskede jeg, da jeg mødte Ophelias bekymrede blik, hvori jeg så en fremtid, der var så langt fra, hvad vi begge ønskede, at jeg var lige ved at græde.

//

Resten af dagen kunne jeg konstant mærke Ophelias øjne i nakken. Men endnu værre endnu kunne jeg mærke hendes absolutte rædsel.

Underligt nok var jeg ikke bange eller nervøs. Faktisk var jeg skræmmende rolig. 

Jeg burde være ved at gå til af nerver. Men da jeg ikke var det, rationaliserede jeg, at det nok ville komme senere på dagen. Da det ikke skete, tænkte jeg, at det nok ville ramme mig til messen. 

Hvilket førte til, at jeg pludselig sad der på min faste plads i salen til aftenmessen, rolig som aldrig før. 

Jeg var nok allerede ødelagt. 

//

Messen gik som den plejer, ordene var de samme som de havde hver dag siden jeg havde været en ny seksårig novice og jeg behøvede end ikke at høre efter for at vide hvornår det ville ske. 

“Nu vil vi vende blikket mod os selv og hinanden,” begyndte klosterlederen Moder Teritas. “Med vores gave vil vi uundgåeligt se mange ting, men nogen vil slå os som anderledes; vigtigere. Disse syn må respekteres og behandles som de kræver. Lad mig nu spørge jer, mine børn, har nogen i vores ydmyge midte haft nogen syn af en sådan slags?”

Dér var de. Ordene, der ville være de sidste normale i hele mit liv. 

//

Det var ikke altid, at nogen havde set noget; det var vi slet ikke nok til. Dog var der så også dage, hvor der var flere, der havde set noget.

Jeg lod et stykke tid gå, i håb om, at en anden ville rejse sig før mig. 

Men det gjorde ingen. 

Jeg rejste mig og et lille, velkendt, spændt sug gik gennem forsamlingen. 

“Søster Amaya.” Moder Teritas udtalte mit navn med så stor vigtighed, at jeg i et øjeblik troede det var en anden, hun adresserede. 

Jeg gav hende et enkelt nik, uden at slippe hendes blik. 

“Fortæl os, hvad du har set, mit barn.”

Jeg tog et skridt til siden, så jeg stod ude på midtergangen. 

“Jeg…” prøvede jeg, men stoppede op. 

“Jeg er det næste orakel.”

//

Der havde været stille i messesalen før jeg havde sagt noget, men pludselig var det som om ingen overhovedet trak vejret. 

“Er du…" - Moder Teritas kunne næsten ikke få ordene over sine læber. “Er du sikker?”  hviskede hun. 

Jeg nikkede. Synet havde udeladt enhver tvivl. 

“Jamen så…” Hun hankede op i sig selv og gestikulerede til de to stakkels piger, der havde været så uheldige at være messetjenere den dag, at de skulle hente noget vievand. 

Uden nogen sagde noget, begyndte jeg at gå op mod alteret, og en lille syg del af mig elskede lyden af mine rungende skridt i den dødstille sal. 

I mellemtiden havde pigerne bragt et overdådigt guldkar frem og stillet ved siden af Moder Teritas, der dyppede begge hænder.

Jeg stoppede op foran hende, med ryggen mod alle andre. 

Med et nik fik hun mig til at knæle ned på de kolde stentrin, der førte op til alteret. Derefter lagde hun en hånd på hver af mine skuldre. 

“Søster Amaya, jeg spørger dig nu en sidste gang: er du sikker på, at det syn du havde, har udpeget dig til rollen som det næste orakel?”

“Ja,” svarede jeg fast og alt for roligt. 

Med ét var det som om jeg blev revet ud af det fyldte rum, ud i det fri, ud af min egen krop.

//

For tre år siden var jeg blevet flyttet til et nyt kloster, end, hvor jeg var vokset op. Det lå ud til havet, oppe på en klippe og hver dag gik jeg ned til de brusende bølger og indsnusede den salte luft. Det var her, jeg havde drømt om at blive gammel. Få et rynket ansigt for tidligt på grund af vind og vejr, undervise de nye novicer og bruge alt ekstra tid på at begrave mig dybt i de gamle skrifter. 

I min nye fremtid ville skrifterne i stedet blive skrevet om mig, udenfor min rækkevidde. 

//

Det var havet, jeg så som det første. Det brusede og skummede som aldrig før og himlen over mig var grå og fuld af regn. Luften var ren og jeg blev draget mod havet. I samme øjeblik jeg så ned i vandkanten, blev et stykke af havet blikstille og jeg så min afspejling. 

På samme måde som jeg fra det øjeblik vidste alt, vidste jeg også, at det var en yngre version af mig, der så op på mig med mine mørke øjne fra vandet.  

Hun kunne ikke være meget yngre, måske bare to år, men hendes øjne lyste stadig af den barnlige nysgerrighed jeg havde været kendt for på mit første kloster.

Vinden smøg sig om mig som et velkomment kærtegn og trak hårstrå ud af min fletning. 

Jeg indåndede luften og i et øjeblik var tiden gået i stå og jeg kunne bare stå dér; på stranden, med tæerne begravet i sandet. 

//

Jeg udåndede og mærkede med det samme en ændring i mine omgivelser. Efter et øjeblik opdagede jeg, hvad det var: vinden hviskede til mig. Overalt omkring mig messede den mit navn, Amaya, Amaya, Amaya. 

Så stille, at selv jeg ikke kunne høre det, svarede jeg vinden og den tav. 

I et forfærdeligt øjeblik troede jeg, at det var det. Mit syn havde været forkert. Jeg var ikke det næste orakel. Nu ville jeg dø her. Jeg ville aldrig blive gammel og rynket og klogere. En forfærdelig frygt lagde sig koldt og tungt om mit hjerte og jeg tror jeg skreg, men jeg ved det ikke. 

//

Havet og himlen stod i et, og sandet hvirvlede op omkring mig og blændede mig. Men lige som jeg var sikker på, at jeg ville blive opslugt af jorden, formede en skikkelse sig foran mig. 

Det var en mand, som jeg var sikker på jeg kendte et eller andet sted fra, men hans træk blev ved med at ændre sig, som var han to mennesker i en.

Hans hud var gusten og ved nærmere eftersyn så jeg, at han var skabt ud af bølgerne, skyerne og sandet. 

Langsomt åbnede han munden og begyndte at bevæge læberne, men jeg kunne intet høre. Pludselig hørte jeg igen en stemme, som var det vinden, der hviskede med tusinde stemmer overalt omkring mig.

Stemmen lød endnu engang som en jeg kendte, men jeg kunne ikke sætte fingeren på det, og lidt efter lidt kunne jeg begynde at skelne ordene fra hinanden. Endnu engang var det det samme, der blev messet igen og igen. 

“Du fandt frem,” sagde manden foran mig, og et chok skød igennem mig som et lynnedslag. 

“Jeg havde ret ” hviskede jeg spørgende og så op på den skiftende skikkelse foran mig.

Hans ansigt skiftede og jeg kunne ikke aflæse om han prøvede at smile til mig eller ej. 

“Ja, du havde ret, Amaya.”

En kuldegysning løb ned af min rygsøjle og for første gang mærkede jeg det vilde vejr omkring mig.

Jeg knyttede næverne og sagde med fast stemme de ord, der for evigt havde og ville skræmme mig fra vid og sans.

“Jeg er det næste orakel.”

Nu var jeg sikker på at manden smilede. En blanding af en bedrevidende krusning over læberne og et oprigtigt opmuntrende grin. 

“Tager du imod rollen?”

Min mund og hals blev knastør og mit hoved var fyldt op med havets brusen og vindens susen. For i et forræderisk øjeblik overvejede jeg det faktisk. At sige nej. Ikke at tage imod rollen som orakel. 

Men det var selvfølgelig ikke muligt. Vel? Hvis jeg afviste, ville jeg dø ligesom alle de novicer, der havde troet de skulle være det næste orakel uden, at det var deres skæbne. De kunne ikke lade mig leve, medmindre jeg kom tilbage som orakel. Det var der aldrig nogen, der havde gjort.

Jeg lagde hovedet bagud og så op i himlen, der var gemt over grå skyer. Vinden fik frigjorte totter af mit hår til at piske mig i ansigtet og mine øjne til at løbe i vand. Bølgerne åd sig længere ind på land, og jeg kunne mærke skummet på mine bare tæer. Jeg huskede ikke at være taget til messe uden sko på. 

Til sidst så jeg tilbage på den omskiftelige mand foran mig. 

Jeg prøvede at lyde så myndig som overhovedet muligt, men mit svar forsvandt alligevel næsten i vinden.

“Ja.”

Han smilede, slog ud med armene og endnu engang blev jeg nærmest suget væk fra mine omgivelser.

//

Jeg var tilbage på stentrinet i messen og hev efter vejret. Solen var væk.

I dag var min sidste dag som novice. I dag var min sidste dag som mig selv.