Morgensol

Solnedgangen havde måske været køn engang. Nu var der ikke noget charmerende ved de lange gyldne streger, som gav himlen et sidste kram, før solen forsvandt igen og efterlod dem i usikkerhed og forvirring. Den gjorde det hver dag, et sekund tidligere end dagen inden, og månen, som tog dens plads, havde ikke mere sympati end solen selv for de folk, som hylede og skreg, og dens medfølelse for dem, der blev nødt til at gemme sig bag rustne døre og forfaldne mure, var endnu mindre.

Sådan havde det været i årevis. Sådan var det også, da de begyndte at falde ned fra himlen og jage dem om natten.

Claire Hanson havde ikke tid til at beskæftige sig med himlen længere. Hun kunne høre dem nærme sig, kunne høre dem knække grene og skubbe sten mod sten, kunne høre deres lumske, klangløse stemmer kalde på hende. Prøve at lokke hende hen til dem med løfter, hun vidste, de ikke ville holde. Hun gjorde et sidste forsøg på at rive sin kittel ud af de syntetiske torne fra busken, hun var landet i, men opgav da det kun førte til en lang flænge ned langs kitlens arm. Hun stod op og tvang sine knæ til at stoppe med at ryste, mens nattens ækle, kolde vind bad dem om at blive ved.

Hun maste sig igennem de tætte træer og kastede sit blik mod hver skygge, som rørte sig, mens hun forbandede himlen, som nu var kulsort. Hendes bevægelser blev mere aggressive, idet et skrig brød gennem luften. Så aggressive, faktisk, at hun var lige ved at falde ned i en kløft, hun ikke kunne huske, havde været der, sidste gang hun undersøgte skoven for fejl. Hun balancerede dog ikke i tide og faldt bagover i en uendelighed og et sekund.

”Fru Hanson.”

Hendes muskler blev øjeblikkeligt stive, og den lille hånd, som havde stabiliseret hende før hun ramte jorden, blev strammere rundt om hendes arm. Stemmen var en perfekt kopi af hendes chefs, hvis ikke for den smule følelse, hun kunne ane i den. Hun tog et skridt til siden og stod pludseligt ansigt til ansigt med en ting, som fik alarmer til at ringe i hendes hoved. Den var et menneske på alle punkter, hvorpå den ikke var. Den var for perfekt, dens øjne livløse og lemmerne lidt for lange til at være naturlige. Dens hud og hår var mere dekoration end praktisk, og dens bevægelser var for nøjagtige. Hun kunne nærmest smage sin aftensmad i sin hals.

”Til stede,” svarede hun, som var det en normal arbejdsdag.

”Du bedes vende tilbage.” Dens mund åbnede sig ikke, mens den talte. ”Undersøgelsen kan undvære en forsker mere, men det ville ikke være optimalt at erstatte dig så tidligt.”

”Og er det optimalt at erstatte alle de stakkels folk? Bruge dem og kaste dem væk?”

Dens hoved hældte til siden, som om den rent faktisk tænkte nøje over hendes ord.

”Nødvendighed er ikke altid optimalt, Hanson.” Den hev hende et skridt længere væk fra kløften. ”Og forskning er ikke altid kønt. Det ved du, Hanson.”

Hun var lige ved at nikke. Selvfølgelig vidste hun det. Forskning som dette var ligesom solnedgangen, for solnedgangen var en del af undersøgelsen, et fatamorgana, de alle var tvunget til at leve med, som var det hele virkeligt.

”Du bedes vende tilbage,” lød det igen, men hun lyttede kun halvt efter.

Der, på den anden side af kløften, var det, hun ledte efter. Det, hun havde ofret så meget for at få muligheden for at se. Kontrolpanelet blinkede svagt: rødt, så sort, så rødt igen. Hvis hun ikke fik fingrene i det, ville alt havde været forgæves.

”Claire Hanson,” dens stemme blev lidt lysere, så den ikke længere lød som hendes chefs, men lød mere som det barn, som den var en kopi af. Det barn, som var blevet erstattet tidligere samme uge, ”du bedes vende tilbage med det samme. Dette er sidste chance for at komme frivilligt.”

”Aruna Sloan,” mumlede hun langsomt, mens hendes øjenbryn drog mod hinanden.

Dens greb om hendes arm blev løst, og hun skyndte sig væk. Den stirrede på hende.

”Aruna Sloan, det er‒”

”Undskyld, jeg kan ikke finde det navn i nogen database,” svarede den stift. Dens stemme var et mix af tusind forskellige, og Claire havde ondt af den.

”Det er dig‒ eller, det var dig‒”

”Du bedes vende tilbage,” afbrød den. ”Ledelsen er ikke vild med den rebelske tilgang, du er begyndt at vise.”

Hun kopierede dens bevægelser samtidig med at den flyttede sig mod hende. Hvis hun skulle over på den anden side af kløften, ville hun havde brug for noget, som kunne støtte hende på turen.

Nattens vind fandt hende igen og fik hårene på hendes arme til at rejse sig. I det øjeblik ønskede hun, at hun kunne stå lige så stille, som tingen foran hende. Det eneste, som bevægede sig på den, var dens hår, dens tøj, og den faldskærm, som den havde brugt, dengang den faldt ned fra himlen tidligere samme nat. Hendes øjne blev store og hun løb væk fra den, da den rakte ud efter hende. Hun løb parallelt med kløften, hendes forfølger lige i hælene på hende, men så stoppede hun.

Et lille bjerg ‒ som nærmere var en meget høj bakke ‒ strakte sig over hende. Hun ville være nødt til at klatre, hvilket ikke var optimalt, siden hun ikke vidste, om hun var hurtigere til at klatre end tingen bag hende. Hun så sig over skulderen og valgte at tage chancen. Hun sprang op, maste sine fingre ind i små sprækker, skrabede sine knæ mod stenene så hårdt, at hun ikke ville være overrasket, hvis de blødte, og trak vejret dybt, det øjeblik hun nåede toppen. Det varede ikke længe før endnu en hånd kom til syne på græsset. Claire fik hastigt skabt en vis distance mellem dem og iagttog hver bevægelse, den tog. Den opdagede hurtigt, at hun ikke havde nogen steder at flygte hen.

”Hvor kommer alt dette fra?” spurgte den, den perfekte kopi af hendes chefs stemme var tilbage. ”Du har hele tiden været en tilhænger af undersøgelsen.”

”Ja, dengang de ikke var i fare hver nat! Dengang det handlede om, hvordan dag og nat påvirkede hjernen!” Hun skulede ud i natten. ”Dengang, I ikke efterlod dem til at dø her. Dengang I sagde, de ville være frie til at gå, når undersøgelsen var færdig!”

”Åh, tænk dig nu om, Hanson.” Den var tættere på nu. ”Tror du, de har et sted at tage hen? Tror du virkelig, at der er nogen derude, som savner dem?”

”Men de ville have chancen for at leve et liv derude! Uden frygt, uden‒”

”Kig på den.” Den gestikulerede mod sig selv, men stemmen var stadig en perfekt imitation af hendes chef. ”Tror du denne ting frygter? Vi har reddet dem, vi har skabt den næste generation af mennesker.”

Hun lænede sig nærmest ud over kløften nu. Den var så tæt på hende, at hun ville kunne have mærket dens vejrtrækning, hvis den ellers havde haft brug for sådan en menneskelig funktion. Den kiggede på hende, og hendes hjerte gjorde ondt over, hvad barnet, hvis krop den havde overtaget, kunne være blevet til, havde det haft chancen.

”Undskyld.”

Hun tog fat i dens skuldre og kastede sig selv bagover. Faldskærmen sprang ud med det samme og vinden tog fat. Det var ikke stabilt, men hun kunne se jorden på den anden side af kløften nærme sig.

”Undskyld,” sagde hun igen, og tog fat i strengene, som holdt faldskærmen fast til dem. ”Undskyld, du aldrig fik chancen.”

Hun landede på knæene på jorden på den anden side af kløften og lå et øjeblik og fik vejret, før hun forsigtigt rejse sig op, mens hun observerede barnets fingre give slip. Hun stod målløs og så ekkoet af Aruna Sloan falde ned i mørket. Barnets gyldne hår mindede hende om den falske solnedgang.

”Undskyld,” gentog hun. ”Undskyld, du aldrig fik chancen for at leve og se den rigtige solnedgang. Den, som ikke skaber frygt.”

Hendes ben førte hende automatisk hen mod kontrolpanelet, hvilket var godt, for hendes øjne var så fulde af tårer, at hun ikke kunne se de svage, røde blink derfra længere. Hendes hjerte bankede så hårdt, at hun kunne føle det helt ned i sine tæer. Hun vidste ikke, hvor lang tid, hun stod der, før hendes fingre fandt knapperne. Først bad maskinen om et kodeord, som ville have været umuligt at gætte for andre, så det var næsten heldigt, at hun havde været en del af denne galskab. Dette mareridt, de kaldte nødvendigt.

Knapperne var så ubrugte og stramme, at hun var nødt til at tvinge dem til at give efter under hvert tryk, og indimellem landede en tåre på dem lige før hendes fingre gjorde. Hun stoppede, før hun trykkede på den sidste knap og tog en dyb indånding. Hun kastede et sidste blik op på den uforandrede nattehimmel og hun prøvede ihærdigt at se, om hun kunne se nogle stjerner. Da hun indså, at hun ikke kunne, trykkede hun så kraftigt på den sidste knap, at hun var bange for, at maskinen gik i stykker.

Et hav af farver strømmede igennem hver pixel og slettede data fra alle tingene, som terroriserede natten, de maskiner, som flyttede nattehimlen afsted, og den kolde luft, som strømmede ud gennem ventilatorerne, som var gemt væk under syntetiske træer og store sten.

Det sidste, hun slettede, var himlen selv. De store plader, som konstruerede nattehimlen, gav sig og sank knagende ned i de store mure, som holdt den oppe. Metalstænger faldt ned fra himlen og Claire håbede, at de ikke faldt ned på nogen. De bragede idet de ramte jorden, og store skyer af røg, jord, og sten rejste sig, som var de et udbrud fra en vulkan, som havde været længe ventet.

Hun stod og stirrede, mens solen ‒ den rigtige, den virkelige sol ‒ løftede sig fra horisonten mod øst. Hun kunne ikke sætte ord på solopgangen, men hun vidste, at den var skyld i den lettelse, hun følte og det håb, som blomstrede inde i hende. Det var som om, hun havde levet igennem en lang vinter og for første gang oplevede foråret. Solens gyldne arme strakte sig ud, næsten som om den sagde: ”Jeg ser jer, og jeg beskytter jer. I har intet at frygte længere.”