Jeg elsker dig

Vi har aldrig sagt, 

“Jeg elsker dig”.

Men jeg ved at du elsker mig og jeg elsker dig. Er det ikke nok? Jeg har levet hele mit liv med dig ved min side. Om du nogensinde har hadet mig for det uden at sige det, er der ingen tøven om. Flere gange i mit liv har jeg udtrykt mit had for dig og du mig, men det varer aldrig længe, for vi er trods alt altid sammen. Vi bor under samme tag, så jeg har aldrig kunne hade dig i mere end to timer. 

Men mere kan man ikke forvente, da vi ikke har haft noget valg. Jeg valgte ikke dig og du valgte ikke mig. Noget smukt kunne alligevel tages fra det, da vi jo trives sammen. Måske er det skrevet i stjernerne, men sådan noget tror du jo ikke på. Dog, på trods af, at vi aldrig bliver mere end os, tror jeg ikke desto mindre på os. Men jeg ved jo godt dybt inde, at hvis du havde haft et valg, havde du valgt noget andet. 

Der findes en fantasiverden hvor alt er okay og der findes sikkert en virkelighed hvor du aldrig blev gammel og skulle flytte. Men det er ikke denne virkelighed.

Og det er sjovt, for jeg bliver helt sentimental. For du har jo ikke ret til at knuse mit hjerte, vel? Vi er jo os. Det må man ikke. Men hvornår har det stoppet dig?

Jeg husker dig. Jeg husker dig, som om du er fortid, men du findes jo stadig. Du er i live og du lever. Kan man forvente andet? På den anden side har alt det med at komme til en ende. Derfor har du været noget godt og er noget godt, der er i mit liv, men det kommer på et tidspunkt også til en ende. Og når jeg tænker mig om, kunne jeg ikke have ønsket mig en bedre til at være os sammen med, end dig. 

Hvis jeg havde fortalt dig hvor meget jeg elskede dig, ville du blive bange, ligesom mig. Bange for kærligheden mellem os. En evig kærlighed der ikke kan brydes, men føles brudt når du træder ud ad døren og ud i verden. 

Og jeg er bange. Bange for at vores kærlighed bryder lovene nu eller måske har de altid brudt lovene. Ikke de love der blev stiftet for at straffe, men de love der gjorde dig og mig til et os. 

Og jeg er bange. Bange for en verden uden dig. At du vil ændres, og at jeg vil ændres. At når jeg ser dig næste gang, er du gammel og uigenkendelig. Anderledes. Forbedret. Fremmet. At den kærlighed, der opstod årtier siden, kan blive brudt. Brudt af en uundgåelig skæbne som vi bare venter på rammer os. 

Den kærlighed jeg aldrig har levet uden. For jeg har aldrig levet uden dig. Er der en verden uden dig? Hvordan kan du bede mig om at leve uden den ilt og kærlighed, som du bringer mig?

“Kommer du?”

Jeg kommer for sent ned til aftensmad. Klokken er kvart i syv og jeg skulle have vidst at der var aftensmad nu. Det er sidste aften inden i morgen. Og i morgen er sidste dag sammen med dig. 

Jeg henter fire glas og æblesaft fra køleskabet, som jeg ved du elsker. De fire sidste glas. Far griner. 

“Sidste gang vi tager fire tallerkner”,

siger mor, men far siger bare hun er overdramatisk. Jeg har lyst til at grine med, men jeg føler ikke for det. 

Skråt overfor mig sidder du, som du altid har gjort, så lang tid jeg har kunne huske. Du smiler og griner. Jeg har altid været let til grin, men nu føler jeg mig bare let til tåre.

Uden dig er jeg ingenting, forstår du. 

Uden dig er jeg bare mig. 

Uden dig er der tre glas. 

Uden dig er jeg alene. 

Uden dig er jeg ikke mig. 

Det sætter sig dybt i brystet. Dog prøver jeg håbefuldt at fylde hullet med dine smil. Med dine store entusiastiske armbevægelser, når du fortæller om din oplevelse i Rema. Jeg griner med, selvom det skærer i halsen.

“Er du med?”

Jeg ligger i min seng næste dag. Du er ikke oppe endnu, men mor og far laver kaffe nedenunder. Det er som en stille dag før en storm. Før et atomkraftværk eksploderer, står jeg i kernen, og uroligt klinger til os. Tager du alt hvad du ejer her, ville der være intet tilbage at huske dig for, men dit værelse står stadig tilbage, samt de billeder i stuen af os. 

Det er den sidste nat, du sover i din seng herhjemme. Sidste nat. 

En gang om ugen vil du spise sammen med os og hygge, men det er noget andet. Du vil komme som en gæst, som besøgende der ikke længere kalder huset dit hjem. Den sidste nat som beboer i et hjem, som vil blive husket gennem livet som et sted med lykke, uvidenhed og kærlighed.

Dagen går stærkt, måske lidt for stærkt, men sådan fungerer tiden og vi skal sige farvel. 

Vi siger ikke noget. Vi viser. Ingen siger noget. Vores kroppe viser det. Jeg giver alt, jeg er. Du giver intet. 

“Hvad er der galt?”

Blikket ligger ikke i det du siger. For dig har os været væk længe. Så du fokuserer sikkert på alt andet, jeg svarer ikke

“Du er alt jeg har”

Men jeg siger det aldrig. Ligesom jeg aldrig siger 

“jeg elsker dig”,

men det er der ingen af os der gør. Det bliver tabt på rejsen over til dig, med det mellemrum vi har skabt imellem os. Men det er for det bedste, ville du sige uden at mene det eller vide hvad det betød. Jeg ville kramme dig nu, hvis du ikke var her. Men der står du. Lige der. Et spejlbillede. Du ligner mig, men vi har intet til fælles. Du ser ikke fortabt ud, men med det klare blik, gør du mig fortabt. For jeg ved hvad der foregår omme bag dine havblå øjne. Det har jeg vidst siden jeg blev født.

 Jeg kender dig, uden at vide hvem du er. Men det siger jeg heller ikke. Ligesom jeg aldrig siger

“jeg elsker dig”. 

Jeg ville mene det, hvis jeg gjorde, men det kommer ikke. Heller ikke når du træder ud af huset med din bagage. Dit liv pakket ned i en kuffert, tre tasker og fem papkasser. Mor har insisteret på at køre dig, så du sætter forsigtigt de sidste kasser i bagagerummet. Du siger, du har pakket det taktisk, mens du griner over den fyldte bil. Far stiger ind på forsædet. Mor stiger ind på højre side, foran. Så står vi der. 

Jeg ville sige noget, men mine ord er pakket ind i dine papkasser, som du taktisk har pakket i den grå klodsede bil som står og venter på dig. 

“Ses”, siger du, og trækker tættere på, for at give mig en krammer. Med mine arme langs min side omfavner du mig akavet men fast. Noget er anderledes. Måden du holder om mig og hvisker i mit øre, 

“Kom på besøg.”

Men ordene føles som tusinde år væk. Stille og roligt giver du slip, som om frygten for at jeg vælter hvis jeg står på egen hånd, bliver en realitet når du forlader mig på de tilgroet brosten. Du sætter dig ind på venstre side. Min plads er fyldt med kasser. Jeg vil sige noget, men bilen bakker og nu er den forsvundet med mine ord. Jeg ville sige noget, men nu er du væk.

“Jeg elsker dig”

Men tårerne skyller det væk, så det vil aldrig nå dig med det mellemrum, vi skaber, med den intention om at det ville kreere godt. 

Men nu er du væk, og mellemrummet bliver større og danner et hul i mit hjerte. For nu er du væk og alt er forandret. Men alligevel står jeg fast på brostenene vi voksede op på sammen. Som vi snublede over, hakkede i, løb på og grinede omkring. 

Men alligevel står jeg der. Og hvisker gang på gang. For en dag vil det nå dig. Lige meget hvor langt du er. Hvorvidt du er gammel eller ej. Vil jeg blive her og hviske til min kære søster

“Jeg elsker dig”.