“Hvad er din største frygt?”

“Hvad er din største frygt?” Ordene ekkoede gennem mit hoved som en ødelagt båndoptager. Jeg så forskrækket op fra dinerens glinsende glasbord og ind i ansigtet på en ældre herre i et snusket antræk. Han sad to pladser fra mig og betragtede mig tavst gennem krogede øjne. 
Forvirringen smeltede min pande om til en dyb fure. 
“Hvad?” 
Han lagde hovedet på skrå, da han hørte mit pibende spørgsmål. Jeg var ikke vant til at folk henvendte sig til mig. Ikke vant til at nogen bemærkede mig. 
“Hvad er din største frygt?” gentog manden.
Han så direkte på mig. Scannede og absorberede min reaktion, som var jeg en videnskabelig gåde, han ikke kunne løse.
“Højder” kvækkede jeg halvkvalt. Ordet forlod mig som en hurtig refleks. Ligeså nemt som at svare ‘fint’ til når nogen spurgte mig hvordan jeg havde det. Derfor var det stadig en løgn.
Trods mandens rynkede ansigt, bemærkede jeg en linje tage form i hans pande. Han troede ikke
på mig.
“Hvad er din største frygt?” sagde han igen. Det var en sætning med skarpe kanter og det irriterede mig at den stak så dybt. Han ville have mig til at være ærlig. Som kunne han mærke på afstand at jeg havde brug for det.
Ordene lå parat på min tungespids, og kæmpede for at slippe ud. Alligevel klyngede jeg mig til den sidste lille flig af kontrol, jeg stadig havde og løj. Jeg løj fordi at det snart var det eneste jeg kunne gøre ordentligt.
“Højder” gentog jeg.
Men manden så igennem alle mine lag.
“Det må være alvorligt” klukkede han. “Siden det er sådan en hemmelighed”
“Hvorfor tror du at jeg lyver?” En hård, defensiv tone sneg sig ind i min stemme. Jeg havde brug for kontrol, luft, hvad som helst.
Manden sendte mig et sigende blik. Stilheden sænkede sig over vores bord, mens resten af Caféen farede os om ørene. Men jeg hørte intet af det. Kun de ord jeg i al hemmelighed havde håbet, at en engang ville spørge mig om.
“Fremtiden” sagde jeg stille. Mine øjne brændte huller i min karamel mokka foran mig. Jeg kunne ikke se op. På et tidspunkt gjorde jeg det nu alligevel. Jeg forventede at se sejr i mandens blik, men der var ingen.
“Hvorfor frygter du fremtiden?” spurgte han i stedet. Hans stemme var rolig.
Den nemme løsning lå lige foran mig, fristende og parat. Men noget, der havde ligget stille i årevis rykkede på sig, ved tanken om at fortælle sandheden.
“Der har aldrig været så mange muligheder som der er i dag” begyndte jeg. “Så mange valg. Nogle gange føler jeg ikke, at jeg kan bære det hele. Som om jeg er en ballon, der er ved at sprænges. Verden passerer forbi mig, og jeg forsøger at følge med. Det gør jeg virkelig. Den fortæller mig hvor lykkelig jeg bør være. Hvor heldig jeg er at kunne vælge selv. Men hvad hvis
jeg ikke ved hvad jeg vil vælge? Hvad hvis jeg ikke opnår mit fulde potentiale? Hvad hvis jeg bliver en fiasko?”
Mine ord buldrede gennem luften, og det gik op for mig at jeg var begyndt at græde. Tårer jeg aldrig før havde tilladt at falde, strømmede nu ned af mine kinder, som et bevis på min tilståelse.
“Jeg ved godt at det er latterligt” skyndte jeg mig at sige. “Folk sulter og her sidder jeg og klager over en skæbne, der er bedre end de flestes” Jeg smilte et humorforladt smil.
Manden kiggede tavst på mig. Jeg burde være forlegen over tårerne, der stadig trillede ned af mit ansigt. Være forlegen over mit ærlige svar. Men noget ukendt jeg ikke kunne sætte fingeren på, fortalte mig at manden forstod mig. At han som det eneste menneske lyttede til mig.
“Du tænker, at jeg er en forkælet møgunge, gør du ikke?” sagde jeg, med et skævt grin. Trods ordene, der blev sagt let, mærkede jeg dem tungt.
“Jeg tænker, at det at du tror, at dine problemer ikke er reelle, fordi nogle har det hårdere, er et godt eksempel” Manden lagde en kop, jeg ikke havde bemærket for munden. Han tog en slurk, stillede den på plads igen og så tænksomt ud i luften.
“Et godt eksempel på hvad?” spurgte jeg.
“På hvad samfundet propper ind i hovederne på jer. Forventningen om at i bør leve jeres bedste liv hele tiden, fordi i har muligheden. Presset om at alt kunne være værre, og i af den grund burde være lykkelige. Det er sygeligt. I er en trist generation, med glade billeder ”
Jeg spilede øjnene op over hans ærlige reaktion. En del af mig følte at jeg burde være fornærmet.
Men det var jeg ikke. Et minut i stilhed passerede forbi os.
“Du har aldrig sagt hvad din største frygt er” sagde jeg.
Manden så ikke op fra sin kop da han kort svarede; “Fortiden”
Mine tanker kredsede om, hvorfor det netop var det, han frygtede.
“Hvorfor frygter du fortiden?” spurgte jeg.
“Fordi vi mennesker har en tendens til at frygte ting, der er udenfor vores kontrol. Jeg kan ikke ændre det, men alligevel tager jeg mig selv i at tænke på alt det jeg kunne have gjort anderledes. Alle de fejl jeg har lavet fordi jeg sagde eller gjorde noget forkert. Det er sådan mennesker fungerer. Vi lever alle andre steder end i nuet”
Noget tungt og tyngende faldt på plads i min mave. Jeg vidste ikke om jeg stadig græd. Jeg var egentlig også ligeglad.
“Dårligt nyt” sagde jeg. “Det er sket og vi kommer aldrig til at kunne ændre det”
Manden så op fra sin kop, og i et øjeblik var det som om jeg så min egen frygt reflektere i hans øjne.
“Men den gode nyhed er…” fortsatte jeg. “Det er sket og vi kommer aldrig til at kunne ændre
det”
SLUT