Det sidste åndedræt

”Da jeg forestillede mig fremtiden, var det alvidende kundskab om livsformer i galaksen, rumrejser, og evigt liv. Så da jeg blev spurgt om at være en af ti testpersoner til at blive sendt 200 år ud i fremtiden, tvivlede jeg ikke et sekund på mit svar. 

Året var 2243, og regeringen havde i årtier arbejdet på et klassificeret projekt kun få kendte til. Der havde gået rygter om projektet, men det var ikke før regeringen annoncerede, at ti frivillige ville blive udvalgt til at rejse ud i fremtiden, at vi forstod, at den første tidsmaskine var blevet opfundet. Det var det allerførste testforsøg, og ekspeditionen ville tage en uge, hvorefter vi skulle vende hjem. Jeg var den første nede og melde mig, men jeg havde aldrig i hundrede år forestillet mig, at jeg ville blive udvalgt. Først da vi alle sad i sikkerhedsudstyr, begyndte realiteten at gå op for mig. Herfra husker jeg ikke spor meget andet end at føle, jeg blev trukket fra hinanden, og at alle farver forsvandt fra verden. 

Jeg vågnede op til mennesker i kitler, og gennemsigtige ansigtsmasker for munden, vimsede rundt om os for fulde fart. Mine sanser var tågede fra turen, men jeg kunne fornemme, mit sikkerhedsudstyr blev fjernet, og jeg fik en maske for munden. Herefter forsvandt alle farver igen, idet jeg besvimede. 

Da jeg vågnede, var jeg denne gang mere klar i hovedet. Alt virkede tydeligere, og jeg kunne mærke en seng under mig. Da mine øjne havde vænnet sig til det skarpe lys, så jeg en mand i hvid kittel og maske stå bøjet ind over mig. Han mumlede noget idet han ivrigt skrev noget ned i en lille notesblok. 

”Iris, ikke?” Jeg kiggede på ham, og det gik op for mig, at han spurgte til mit navn. 

Jeg nikkede blot som svar. ”Iris, mit navn er August. Jeg kommer til at gennemgå nogle sikkerhedsforanstaltninger, som er vigtige du overholder. Året er 2443, og I ankom til Universitetet for Fremtidsforskning godt 3 timer siden. I er ved godt helbred, og ingen lider nogle bivirkninger fra rejsen. Du, og de andre rejsende, er hver blevet tildelt en ansigtsmaske og et holografisk armbåndsur, disse beder vi jer venligst beholde på til alle tider, da de er med til at sikre jeres sikkerhed. Ansigtsmasken sørger for at generere den mængde ilt I har brug for, da I alle har lidt kortvarig iltmangel. Derudover fortæller uret jer, hvornår der er serveringer, hvilket I forventes at dukke op til. Jeg efterlader dig i et øjeblik så du kan få skiftet tøj. Derefter vil du, og de andre få en rundvisning.”. Jeg prøvede ivrigt at stille ham et af tusinde spørgsmål. Hvorfor gik de også rundt med iltmaskerne? Men han afbrød hurtigt og sagde at der ikke var tid til spørgsmål, grundet en meget stram tidsplan. 

De efterfølgende timer, passerede forbi afsindigt hurtigt, og mine sanser blev overvældet af nye indtryk. Vi var mødt op i et lille rum, hvor vi kort havde fået en introduktion om Universitetet. Derefter havde vi fået en grundig rundvisning, hvor vi så, hvad de undersøgte og arbejdede med hver dag. Det som chokerede alle, var da vi blev ført ind i, hvad der lignede en stor kommandocentral. Skærme og computere fyldte væggene fra top til tå, med overvågning af byer. Fremtiden var præcis, som jeg havde forestillet mig. Store smukke byer med grønne arealer, og skyskrabere så langt øjet rakte. Elektriske toge svang sig højt oppe mellem de mange bygninger, og fragtede folk fra sted til sted. Flyvende rundt i lange baner, var biler, rumskibe, og personer med Jet-Packs. Himlen havde fået sit helt eget trafiksystem. Derudover svævede adskillige øvrige byer over den vi befandt os på. Det lignede noget ud fra en fremtidsfilm. Men det var vel også, hvad det var. Det var jo Fremtiden. Jeg befandt mig ikke længere i 2243, og jeg gruede allerede dagen vi skulle tilbage. 

Herefter fik vi tildelt vores værelser. Mit bestod af en hel glasvæg, hvor jeg kunne se ud over byen, samt ænse de mindre byer, som svævede højt over os. Det var ulig noget jeg nogensinde havde set før. Derudover var værelset udstyret med en dobbeltseng, stueområde, samt stemmekontrolleret styresystem i hele værelset, der styrede lys, temperatur, samt bragte mig snacks på en flyvende bakke. 

Inden jeg lagde mig til at sove, rodede jeg med mit ur, og faldt over et hologram. Det viste et tal, som langsomt talte nedad. 

87192, 87191, 87190

Hvad betød de? Jeg var for træt til at gætte, og besluttede at det nok ikke var vigtigt, siden vi ikke havde fået noget fortalt. Det var nok bare urets batteri tid. 

De næste dage fløj afsted. Vi så dele af Universitetet vi ikke havde nået dagen før. Derudover, sad vi og hørte nogle forelæsninger, samt så flere af de ting de studerende arbejdede på. Vi kom også udenfor og så et af de smukkeste steder jeg længe havde set. Kløver og græs dækkede jorden så langt øjet rakte. Smukke bøgetræer stod højt over vores hoveder, og tusindvis af blomster blomstrede uanset, hvor man kiggede hen. Man ønskede at blive der for evigt, men desværre skulle vi hurtigt videre derfra. 

På dag fem, på vej til aftensmad, formåede jeg at fare vild i en af de mange korridorer. Jeg ved ikke, hvornår jeg drejede den forkerte vej, men til sidst befandt jeg mig i et helt nyt område af Universitetet, jeg aldrig havde set. Jeg prøvede at finde vejen tilbage, men måtte give fortabt. Jeg prøvede at hive i forskellige døre, i håb om at finde en person at spørge om hjælp. På et tidspunkt nåede jeg til en dør som gik op. Jeg trådte ind i lokalet, og troede først jeg havde fundet kommandocentralen, men opdagede at rummet var næsten tre gange så stort. Jeg skulle til at gå, men en skærm fangede min opmærksomhed. Til min store forskrækkelse, var det intet som det vi så første gang. Her var kun ruiner af, hvad der engang havde været en by. Overvågning af mennesker på nedbrudte fabrikker, i gang med at fremstille ens masker med den jeg havde for munden. Gaderne proppet med mennesker, der så sygelige ud, og bunker af skrald på hvert gadehjørne. 

”Du burde ikke være herinde!” Jeg drejede mig hurtigt om, og så August stå i døren

bleg som et spøgelse. 

”Undskyld… Det var ikke, jeg ledte efter, og så farede jeg vild, og så 

kom jeg herind, undskyld, og, og…” Jeg fumlede totalt over mine ord, men blev afbrudt af August. 

”Lov ikke at fortælle, hvad du har set herinde til nogen! Er det

forstået?” jeg nikkede, med blev nødt til at høre om, hvad jeg havde set. August lukkede døren hurtigt og trak mig til siden. 

”Jeg fortæller dig kun dette, da I fortjener at vide det. Især inden…” Han 

afbrød sig selv, men fortsætter hurtigt igen. ”Alt I har set indtil nu er en løgn. Verden er ikke så smuk og innovativ, som vi har fået jer til at tro. Alt I har set er blot en illusion, men den varer ikke længe. Snart bliver I smidt på gaden, som alle de andre Universitetet ikke længere fandt nyttige.” Han tog hårdt fat i min hånd og trak mig gennem en masse rum indtil vi stod på en rusten platform udenfor og kiggede over byen. Jeg så til min rædsel, at alt lignede det jeg havde set for lidt siden. Jeg udstødte et højt gisp. De høje bunker af skrald, ikke var skrald, men ligposer. August fattede hurtigt, hvad jeg havde fået øje på. ”De her masker, er det eneste, som holder jer i live. Efter I rejste, blev der udløst et giftstof fra maskinen, som langsomt gjorde luften giftig. De rige købte sig til masker, som kunne rense luften, mens de fattige blev tvunget til at arbejde sig i stykker, for at overleve. Det tal på dit ur, det fortæller, hvor mange vejrtrækninger ren luft du har tilbage.”. Han trækker igen med mig, og jeg er stum for ord, lammet af angst. ”Universitetet har ventet på jeres ankomst. Deres plan er at rejse tilbage i tiden, før luften blev giftig, og efterlade resten af os. De har ikke kunnet gøre det før nu, da de skulle vide om rejsen kunne overleves. Efter I kom, er de sikre, og klar til afgang. De er ligeglade med, hvordan det påvirker tid og rum. Du bliver nødt til at gå nu, det var ikke meningen du skulle trækkes ind i det her. Vi prøver bare at gøre det bedste for alle, at stoppe det. Du bliver nødt til at gå!” Han lød ængstelig som han trak mig gennem gangene. 

”Stop! Hvad snakker du om? Kan dette ikke bare løses når vi bliver sendt tilbage? Så 

ordner vi det inden det nogensinde påvirker jer?”

”Iris, forstår du det ikke? I bliver ikke sendt tilbage.” Mit hjerte sank, og jeg følte jeg 

skulle kaste op. ”I kom aldrig tilbage for 200 år siden. Hvis vi sender jer tilbage, bliver der skabt et paradoks, som ville dømme os til et evigt loop i tid og rum. Du bliver virkelig nødt til at gå, det er ikke sikkert,” vi var nu kommet til en spiraltrappe. ”Ned af trappen, og ud af den første dør. Løb så hurtigt du kan væk fra bygningen.”. Det gik op for mig, hvad der var på færde, og angsten vældede op i mig. ”LØB!” 

Aldrig havde jeg løbet så hurtigt. Mit hjerte sad oppe i halsen på mig, og sveden sprang fra min pande. Da jeg følte mine lunger var ved at sprængtes, hørte jeg et kæmpe brag, og jeg vendte mig om og så Universitetet forsvinde i en boble af rød ild. Jeg smed mig på jorden, holdt mig for ørene. Et sekund efter, blev jeg ramt af chokbølgen, som slog mig bevidstløs. 

Så nej, da jeg forestillede mig fremtiden, var det ikke det her. Men tidsmaskinen er væk, og det er nu her jeg kommet til at tage mine sidste åndedræt.”

Jeg slukker for det lille holografiske kamera på uret, og ånder ud. Jeg tjekker nedtælleren, 23 vejrtrækninger tilbage. Eksplosionen efterlod mig kvæstet, og med en høj ringende lyd for ørerne. Jeg kan ikke bevæge mig uden absurde smerter, og jeg ved løbet er kørt. Med en sidste anstrengelse, vender jeg mig, så jeg kigger op i den blå himmel, som er det eneste, der minder mig om mit hjem, jeg aldrig ser igen. Og så tager jeg Det Sidste Åndedræt.