Den grønne kløver

Selvom det var sommer, var bunkerens gulv koldt af regn og fugt. Det blæste, og kulden gik igennem tøjet, selvom om Anja havde rykket sig så tæt på bålet hun kunne uden at brænde sig. Chris sad over for hende med hovedet i hænderne. Han havde heller ikke sover meget i nat, fordi han havde hjulpet bedstefar med at holde kulden ude så godt det lod sig gøre. Verden udenfor var grå, og der var tunge regnskyer på himlen. Der hang den sædvanlige lette tåge, som var en blanding af dis og forurening. Hendes mave knurrede. Hun havde ikke fået meget at spise på det sidste, selvom hun tog på jagt hver dag sammen med Chris uden for bunkeren. “det var ikke noget sted at opholde sig”, sagde bedstefar altid. Det havde han ret i. man kunne så let støde på gamle ting. Giftaffald, teknikdele eller ting som bedstefar ikke vidste hvad var, men sagde de skulle holde sig fra.

 Denne kolde våde morgen, havde hun bestemt ikke lyst til at begive sig udenfor, men hun havde ikke noget valg. Chris løftede hovedet. Renderne under øjnene var mørkeblå, og hans blik mat. “hård nat”? Han nikkede, og skrabede med fødderne i det han rejste sig, og børstede jord af bukserne. Han sendte hende et blik som viste, at han havde mindst lige så meget lyst til at bevæge sig udenfor som hun. Alligevel greb han sin jagtkniv, og slog hætten på sin gamle trøje op. Anja tog også sin jagtkniv, og begav sig ud i regnen. Hun kiggede kort tilbage efter det varme bål. Så fulgte hun efter Chris. 

Selvom hendes ældre bror lignede en der var ved at falde om af træthed, var hun alligevel nødt til at gå hurtigt for at holde trit med ham, i det de gik forbi gamle, ødelagte biler, fjernsyn, og med mellemrum, ruinerne fra huse. Hun kunne kun forestille sig, hvordan det måtte være at bo i sådan et. Bedstefar havde fortalt, at man ikke engang behøvede at tænde et bål, for at holde varmen. I det samme stoppede Chris op, få meter foran hende. Han holdt en finger for læberne, og pegede. Lidt ned af en skråning, var der noget der bevægede sig. Et dyr. Hun kunne ikke se hvad det var, fordi bæstet lå under en bunke affald. 

Chris vinkede hende med sig, og langsomt begyndte de at begive sig ned, mod den lille bunke levende skråt. Pludselig stak et loddent hoved op af bunken, og Chris tøvede ikke. Han kastede kniven med sådan en præcision, at det lille dyr ikke havde en chance. Det faldt om på stedet, og Chris styrtede over til det, og holdt i triumf, det lille dyr over hovedet. En rotte. Anja smilede. Det var sjældent de fik kød. Bedstefar ville bestemt blive glad for det. Han fortalte tit historier om dengang man bare kunne gå ned i noget der hed et supermarked, og bytte mønter for kød. Hun drømte nogle gange om hvordan hendes liv ville havde været hvis hun havde levet dengang. Måske ville hun endda gå i skole, og lære ting. Hun rystede tankerne af sig.

 De gik i tre timer uden at finde andet end smådyr, der ikke var værd at fange. Det var lang tid siden at ting som græs og blomster var stoppet med at gro. Bedstefar havde sagt at der engang groede planter over det hele. Inden de visnede på grund af forureningen. Chris stoppede. “vi må hellere gå tilbage”. Anja var enig. Det kunne være farligt at opholde sig ude i for lang tid. De småløb tilbage. Da de forpustede og våde af en pludselig regn, nåede til bunkeren, sad bedstefar og roede i ilden med en pind. Han kiggede op, da de trådte ind. Chris holdt smilene rotten frem. Bedstefar nikkede, og tog imod den. Da Anja lidt senere sad og tyggede det lækre rottekød, så hun forventningsfuldt op sin bedstefar, der sad og stirrede tomt ud i luften. “bedstefar. Vil du fortælle en historie.” han nikkede. Det gjorde han altid. Han elskede at fortælle historier om gamle dage. “da jeg var dreng, ved i nok, så alting anderledes ud. Der var huse, og biler. Flyvemaskiner og toge, der strakte sig over flere lande. Hele verden udviklede sig. Man vidste godt at klimaet var dårligt. Det sad der nogle og kiggede på hver dag. Alligevel var det først til sidst, at folk gjorde noget ved det. Altså sådan rigtigt. Og der var det for sent. Regnskovene var brændt. Vejret ændrede sig. Internettet brød sammen, og samfundet var i kaos. Røgen fra alverdens fabrikker samlede sig i luften, indtil der var steder man ikke kunne bo. Langsomt gik verden fra hinanden. Marker brændte. Plantager visnede. Der var ikke nok mad.” bedstefar holdt en pause, for at trække vejret. Regnen var den eneste lyd, i bunkeren. 

“da indlandsisen smeltede kom der oversvømmelser. “folk flygtede til andre dele af verden. Steder blev glemt. Forladt. Nogle få blev. Nogle var for gamle. Andre havde ikke råd.” bedstefar havde tåre i øjnene. Det fik han tit, nor han mindedes dengang. Selvom Anja havde hørt historien tusind gange før, lyttede hun alligevel intenst. “ da alle mennesker var flygtet, var der helt tomt. Ingen dyr. Ingen planter. Bare tomhed. Nogle få blev i byerne. De fleste søgte længere væk, hvor forureningen ikke var lige så tæt. Nu ser det sådan ud. Han pegede udenfor, hvor den grå verden lå. Hvor der flød skrald, og luften var tyk af forurening. Der var en lang pause hvor ingen sagde noget. Så rejste bedstefar sig og gik. Anja sad og stirrede ind i bålets flammer, som bevægede sig i takt med vinden. tænkte over bedstefars historie. Så stoppede regnen. 

Anja vågnede næste morgen ved at solen skinnede. Først turde hun ikke rigtig tro det. Det var så lang tid siden at solen sidst havde skinnet at hun helt havde glemt hvor dejligt det var. Selvom tågen af forurening, gjorde den svær at se, var der ingen tvivl. Hun rejste sig hurtigt fra sit sengeleje, og løb hen til bunkerens åbning. Det var som om at den grå verden var en anelse mindre grå, i solens svage lys. Ikke meget, men lidt. Hun kunne ikke lade være med at smile. Det var meget bedre vejr at gå på jagt i. det gjaldt om at nyde solens lys, når det var der. Hun ville løbe ind og vække Chris og bedstefar, men noget fik hende til at tøve. En følelse. En fornemmelse. Så fik hun øje på det. En svag grøn plet, midt i alt det grå. Hun løb hen til den.

 Det var en kløver. En lille grøn kløver, der måtte havde kæmpet sig vej op gennem den mørke fugtige jord, og spiret, et sted hvor det ellers var umuligt. Anja kunne også mærke noget spire inde i hende. Håb. Måske ville verden aldrig blive, som da bedstefar var barn. Måske aldrig i nærheden. Men her, i solens svage støvede lys, besluttede hun sig for, at den kunne blive bedre. Hun holdt blikket fæstnet på den lille kløver, som om hun var bange for at den ville forsvinde. Så løb hun ind og vækkede Chris og bedstefar.