Da livet stod meget stille

Jeg elsker følelsen af at være i menneskemængden med høretelefoner på og leve i min egen verden. Da jeg var lille prøvede jeg at være så højlydt jeg kunne, for at overdøve min storebror, og jeg har aldrig været så tom i hovedet, som da jeg fik at vide, at min far var på vej i en ambulance mod Århus Universitetshospital, Skejby. 

Min nabo hentede mig foran personaledøren til Føtex med en pakke "halloweenboller" som var taget fra den gratis kurv og bad mig sætte mig ind i bilen. Det var meningen at far skulle hente mig, så vi kunne gøre os klar til farfars 80 års fødselsdag.  

Det er min nabo, der fortæller mig, hvad der er sket. Jeg går helt i stå. Min hjerne går i chok og det vil den også forblive 48 timer efter, og mit blik er kun fokuseret på legepladsen, vi stille kører forbi på den 2 minutters køretid fra Føtex til mit hus. 

Min storebror venter alene derhjemme stenkold sammen med to ambulancereddere. Jeg registrerede ikke deres tilstædeværelse.  

Jeg tænkte ikke på, hvor min mor var henne, eller hvad jeg skulle tage med, eller at de blev ved med at sige, at vi skulle huske en oplader til vores telefoner.  

Alt min hjerne kunne tænke på var, at dette ikke skete for min familie. At jeg ikke ville være den pige uden en far. At jeg ikke skulle bryde sammen og få et angstanfald. 

Turen til Aarhus fra Randers har aldrig været så langsom som de 40 minutter, det tog min nabo at køre mig og min storebror mod vores værste mareridt. Min storebror, som kun af og til viser at han er mere følsom end man tror, vred sin skulder af led, så jeg ikke skulle tude uden en hånd at holde fast i på bagsædet af bilen. 

Det går op for mig hvor mange ting min far ikke kommer til at opleve. Han ser mig ikke fylde 18 år. Han ser mig ikke kører en bil, eller at jeg vil blive student om to år. Alt muligt vigtigt jeg ser frem til at vise min far, er jeg overbevist om at han ikke vil opleve.  

Jeg har aldrig i mit liv set min mor så fortabt før, som da jeg åbner døren ind til rummet min mor er i. Jeg kastede mig over hende, og tuder til mine øjne bliver røde og jeg havde ikke lyst til at se lyset igen.  

Min storebror, fuld af energi og chok, var ude og brække sig på toilettet, mens mor fortalte mig alt hvad der var sket dén lørdag kl 12.23, den 12 oktober 2024.  

De havde hørt en lyd fra badeværelset, mens far var i telefonen med lægevagten over noget, der følte lidt mere end bare hvad de mavesyrepiller han havde taget skulle hjælpe på. De skyder sig ud og springer hurtigt i aktion.  

Jeg er for evigt taknemmelig for at jeg ikke var hjemme den dag. De har billedet af min far, der ligger på badeværelsesgulvet med et blodprop i hjertet.  

Vi blev ført ind i, hvad der ligner et værelse fra Grey's Anatomy. I ved der hvor de fortæller at din mand har en bombe i kroppen eller at ens far med 100% sikkerhed dør. En designfejl fra Skejby, hvis jeg skulle sige det. 

Efter lidt tid kommer lægen og fortæller om alt det der er galt med min far. Han havde jo alle symptomerne der var i bogen. Shocknyre, brækket alle ribben, et slag på lungerne, blødning fra leveren og lungerne, og stenose i begge kranspulsårer. Derefter begyndte ventetiden. 

Dagen efter var den værste dag af dem alle. 

Det tager ca. fire timer at køre til Hamburg fra Randers uden trafik. En skriftlig eksamen tager ca. fire timer, en flyvetur fra København til Grækenland tager ca. fire timer og det tager ca. fire timer at forestille sig et liv uden min far. 

Han havde indre blødninger ved hjertet og blodet sivede ud i hulrummet ved lungerne. En svær procedure og lægen sagde forsigtigt 50/50 om hans chancer. Ventetiden efter han var kørt på operationsstuen var de værste timer i mit liv. Jeg lå som en baby op af min mors bryst. Tårer og snot tørret af i hendes T-shirt. Den eneste ting der gav mig støtte var hendes hjerteslag og troen på at hans hjerte nok skulle klare det. 

Gangen var fuld af rastløs energi og utålmodighed. Jeg vil for evigt huske det øjeblik, hvor mor og jeg kiggede på hinanden ved døren som han skulle have været rullet ind igennem for en time siden, og hvordan vi bare talte om de certifikater og priser afdeling havde hængende på væggen. At se flere sygeplejersker smile det der smil, der siger “jeg har ikke noget at fortælle jer selvom I stirrer intenst på mig”, og så bare går videre mens vi ventede på at få at vide, at han ikke havde overlevet. 

Endelig er der en sygeplejerske som fortæller at operationen var overstået og at han vil komme op om lidt tid. Jeg falder sammen i min mors arme. Vi holder hinanden oppe. Min mor takker damen og græder på min skulder. Den kvinde ved det måske ikke, men efter fire timer, uden noget information, reddede hun det lille håb, der var tilbage mellem os. 

Selv efter at alt så ud til at gå godt, kom katastrofe-tankerne alligevel snigende. Hvad nu, hvis der igen sker et eller andet forudsigeligt som jeg ikke kan fikse? Hvad nu, hvis stenten ikke holder eller de finder problemer med den anden kranspulsåre? 

Men det, der var allervigtigst var, at han skulle vågne nu, og så måtte vi se hvilke udfordringer der måtte komme i fremtiden, og den dag han klemte min hånd tilbage gav mig ikke bare hans, men også mit hjerteslag tilbage. En måned senere, den 12. november, kom han hjem. 

Godt nok kun på besøg i en dag, før han skulle på Hammel Neurocenter i Skive. Men min far kunne gå. Min far kunne tale. Min far kunne elske. Min far kunne græde. Min far kan alt. 

Det var dejligt, han var hjemme, men det var også en af de mest nervepirrende nætter. Der var jo ikke en sygeplejerske tæt på, hvis der skulle ske noget. Min mor, der lå vågen, bare for at kigge på hans bryst og sikre, at hans hjerte bankede. Hun overvågede lige så meget som jeg stadig gør, når han sover. Hun så da livet pludselig stoppede, jeg håber jeg aldrig ser det stoppe.  

Jeg tror det er noget der vil følge med mig i livet. Og vi er for evigt forandrede.