Tilbud til dagplejere og private passere

Dagplejere og private passere er altid velkomne på besøg på biblioteket for at læse og lege, og vi hjælper også gerne med at finde bøger til brug derhjemme

MiniGrås rytmer og sanser

Syng, dans og hør en historie sammen med den lille hundehvalp MiniGrå, der bor på biblioteket sammen med sin far, Hr. Grå.

Arrangementet er for dagplejere og private dagplejere med børn fra ca. 1-3 år.

Arrangementet består af et forløb på 5 gange, der afvikles over 5 uger for de samme dagplejere. Der er plads til i alt 4 dagplejere med 4-5 børn pr. forløb.

Vi skal synge, spille på rytmeinstrumenter, rasleæg og trommer. Vi skal danse sammen med Rita fra Kulturskolen og bruge forskellige rekvisitter som tørklæder, sæbebobler, ærteposer og faldskærm. Nogle af gangene skal vi også høre én af de historier, som Hr. Grå læser højt for MiniGrå, når MiniGrå skal sove.

I 2024 afvikles MiniGrås rytmer og sanser på Kolding Bibliotek i september, Vamdrup Bibliotek i oktober, Kolding Bibliotek i november/december.

I 2025 afvikles MiniGrås rytmer og sanser på Lunderskov Bibliotek i januar, Kolding Bibliotek i februar/marts og på Christiansfeld Bibliotek i april.

Tilmelding til forløbene

Bemærk, at man ved tilmelding tilmelder sig alle 5 gange i forløbet på én gang.

Venteliste og afbud

Er der udsolgt, kan I komme på venteliste ved at kontakte:
Rita Sisák fra Kulturskolen på 2310 4192 / ritsi@kolding.dk

Ved afbud til hele forløbet eller afbud på dagen kontakt:
Rita Sisák fra Kulturskolen på 2310 4192 / ritsi@kolding.dk

Besøg 

Dagplejere er altid velkomne på besøg på alle Koldingbibliotekerne for at fordybe sig i bøger og lege, og I må gerne tage madpakken med.

På børnebiblioteket i Kolding er der langborde til spisning, og der er plads til tøj og støvler i garderoben ved indgangen til børnebiblioteket. På Kolding Bibliotek er der desuden barnevognsparkering i bibliotekets lounge.

Der er indrettet puslepladser på flere af handicaptoiletterne i Kolding og der er også pusleplads på bibliotekerne i Christiansfeld og Vamdrup.

Højtlæsning

Vi læser gerne en lille historie højt, når I besøger os.

Vil I være sikre på, at vi har tid til at læse højt, så book gerne tid på forhånd – gerne 14 dage før. Send jeres forespørgsel til: bibborn@kolding.dk.

Få samlet en pose med bøger

Biblioteket tilbyder at samle mindre depoter. Fortæl os, hvad I har brug for, og vi samler en pose bøger til afhentning på valgfrit bibliotek eller biblioteksstation.

Bestil depoter på bibborn@kolding.dk eller på 79 79 77 00. Børnebiblioteket skal have bestillingen senest 1 uge i forvejen. 

Bibliotekskort til dagplejere

Alle kommunale dagplejere kan få et bibliotekskort, som giver ret til at låne materialer til dagplejebørnene i 2 måneder. Pinkoden er 4 tal efter eget valg. Bibliotekskortet bruges i låneautomaten og på bibliotekets hjemmeside.

Ønsker man at forny materialerne skal man henvende sig via bibborn@kolding.dk eller ringe til os på  79 79 77 00, så undersøger vi om det er muligt.

Bibliotekskort til private passere

Private passere, der er godkendte af Kolding Kommune, kan også få et dagplejerkort til 2-måneders lån af materialer til børn i dagplejen. Der gælder de samme regler for dette bibliotekskort som til bibliotekskort til dagplejere.

Låneregler

Der skal ikke betales gebyr ved for sen aflevering. Biblioteket kræver erstatning for bortkomne materialer. Biblioteket kan kræve erstatning for ødelagte materialer ved grov eller gentagen misligholdelse.

Udstilling på biblioteket

Alle dagplejere og private passere er velkomne til at henvende sig med henblik på udstilling af emnearbejde.