Tilbud til daginstitutioner
Vi har forskellige tilbud til daginstitutioner lige fra institutionslånerkort og sprogstartsposer til udbringning af depoter og kurser, hvor børnene lærer at passe på bøgerne.
MiniGrås bogkursus
Kom med bibliotekets hundehvalp MiniGrå på Bogvogterkursus. Kurset giver børnene en sjov og hyggelig introduktion til, hvordan bøger fungerer, og hvordan man passer godt på dem. Udover tøjhunden MiniGrå møder børnene en bog, der har mødt en sulten hund, fået en marmelademad i hovedet og blevet trådt på. Kurset slutter af med uddeling af diplomer.
Tilmelding
Skal ske til bibborn@kolding.dk senest 14 dage før med forslag til dato og tidspunkt.
Varighed
20–30 min med mulighed for leg i børnebiblioteket efterfølgende. Der er mulighed for at spise medbragte madpakker på biblioteket.
Praktiske informationer
Fra 3-6 år. Max 15-20 børn.
Hvor
Lunderskov Bibliotek, Vamdrup Bibliotek og Christiansfeld Bibliotek
Leg historien
Vi læser en historie højt og inddrager undervejs både dialog, rekvisitter, bevægelse og enkle lege, der tager udgangspunkt i historiens handling og univers.
Der kan vælges mellem følgende 2 historier:
- Finn Herman af Mats Letén – fra 4 år.
Vi læser historien om Finn Herman højt og efterligner de dyr, som Finn Hermann møder og spiser på sin gåtur med damen. Sammen kigger vi i Finn Hermans mave og slutter af med "Hvem er Finn Herman?"-leg.
- Havesaksen af Gertrud Tinning og Louise Thrane Jensen – fra 4 år.
Vi læser historien om Havesaksen og snakker om tæer, og at de kan være meget forskellige. Til sidst spiller vi et spil, hvor det gælder om at samle 5 ens tæer.
Tilmelding
Skal ske til bibborn@kolding.dk senest 14 dage før med forslag til dato og tidspunkt.
Varighed
20–30 min med mulighed for leg i børnebiblioteket efterfølgende. Der er mulighed for at spise medbragte madpakker på biblioteket.
Praktiske informationer
Fra 4-6 år. Max 15 børn.
Hvor
Kolding Bibliotek, Lunderskov Bibliotek, Vamdrup Bibliotek og Christiansfeld Bibliotek
Leg historien er udviklet i samarbejde med Designskolen Kolding.
Sprogstartsposer
Lån sprogstartsposer med hvert sit tema og sproglige fokus. Hver sprogstartspose indeholder en billedbog og konkrete materialer som fx legetøj, fotos, skumterninger og taleæsker, der passer til bogens tema.
Med posen følger en trin-for-trin manual til sproglege og andre ideer til, hvordan man kan arbejde med posens indhold. Kort sagt giver Sprogstart jeres børn mulighed for at høre, gøre, røre og se ord på mange forskellige måder.
Sprogstartsposerne er niveaumæssigt delt op i 1-3 år og 3-6 år.
Se en oversigt over sprogstartsposerne
Sprogposerne kan lånes i 2 måneder og kan reserveres her på hjemmesiden eller ved henvendelse til bibborn@kolding.dk
Besøg os og få læst højt
Er I på besøg, læser vi altid gerne en historie højt for jer, fx mens I spiser madpakker. Vi inddrager dialog, rekvisitter og bevægelse, der tager udgangspunkt i historiens handling og univers, når vi læser.
I behøver ikke booke tid til at besøge os, men vil I være sikre på, at der en børnebibliotekar, der kan læse højt, anbefaler vi, at I booker en tid til højtlæsning på forhånd.
Bookning af højtlæsning
Send mail til bibborn@kolding.dk gerne 14 dage før med forslag til dato og tidspunkt.
Varighed
10–20 min
Praktiske oplysninger
Fra 1-3 år eller 3-6 år. Max 20 børn.
Hvor
Kolding Bibliotek, Lunderskov Bibliotek, Vamdrup Bibliotek og Christiansfeld Bibliotek
Lånerkort til institutioner
Alle institutioner kan få et lånerkort. Det er institutionens leder, der er ansvarlig for det lånte materiale.
I vælger selv en pinkode på 4 tal efter eget valg. Bibliotekskort og pinkode skal bruges i selvbetjeningsautomaten, på koldingbib.dk og på appen Biblioteket.
Institutionskortet giver 2 måneders lån på materialer, og der skal ikke betales gebyr ved for sen aflevering. Biblioteket kræver erstatning for bortkomne materialer ligesom ødelagte materialer skal erstattes.
Ønsker I at forny materialerne kan I kontakte os på bibborn@kolding.dk.
Bestil bøger
Vi samler gerne bøger til jer, hvis I skal arbejde med et bestemt tema i institutionen eller bare gerne vil have en stak gode billedbøger.
I skal selv hente og udlåne bøgerne på det aftalte bibliotek eller biblioteksstation. Har I jeres eget institutionskort, kan I låne bøgerne i 2 måneder.
Bestil på bibborn@kolding.dk senest 1 uge i forvejen.
Få bragt depoter ud
Kommunale og private daginstitutioner kan få bragt bøger ud 4 gange årligt. Vi pakker et bredt udsnit af gode pege- og billedbøger ud fra jeres ønsker til antal, tema og niveau.
I kan læse mere om tilbuddet på: www.koldingbib.dk/depoter.
Udstil børnenes kunst på biblioteket
Vi elsker at udstille børnenes egen kunst på biblioteket og giver gerne plads i rummet til, at I kan udstille og holde fernisering for forældrene og børnene.
Har I haft et tema og vil gerne udstille, så kontakt os via udstillingsformularen på: www.koldingbib.dk/udstil