Lektørudtalelse

Forfatter: Michael Linde Larsen

Kort om bogen

I mere end 30 år har Niels Olsen underholdt danskerne i film, tv, revyer og på teatret. Jacob Wendt Jensen tegner et portræt af den folkekære skuespiller gennem interviews med familie, venner og kollegaer. En fin biografi som henvender sig til alle læsere, som kender Niels Olsen fra hans mange roller

Beskrivelse

Niels Olsen er opvokset i en århusiansk lægefamilie med 5 søskende. I ungdomsårene var det håndbolden som fyldte meget, men efter optagelse på Statens Teaterskole har han helliget sig de skrå brædder. Som en del af bl. a. Ørkenens sønner, Cirkus Montebello, Cirkusrevyen, reklamefilm og far i "Far til fire"-filmene er han blevet en skuespiller, som de fleste danskere kender. Bogen gennemgår kronologisk Niels Olsens liv med vægt på den professionelle karriere med nedslag i hans privatliv. Ud over interviews bygger bogen på research fra bøger, aviser og blade

Vurdering

Niels Olsen beskrives som en stor, rolig, sympatisk og vellidt mand både som skuespiller og som familiemenneske. Bogen er skrevet i et samarbejde med Niels Olsen, der sammen med andre kilder loyalt beskriver en stor karriere inden for dansk teater og revy. Meget af stoffet vil af mange læsere være kendt fra tidligere, mens andet vil være nyt. Det hele bliver bredt ud og kommenteret af de forskellige kilder

Andre bøger om samme emne

Bogen ligger i kvalitet på linje med andre biografier af Jacob Wendt Jensen som fx Lise Nørgaard