Lektørudtalelse

Forfatter: Birgit Sloth

Anvendelse/målgruppe/niveau

En roman for Peter Høegs mange kernelæsere. Denne roman om en stærk kvinde med usædvanlige evner fremtræder som en hæsblæsende thriller med brutale drabforsøg og mord, men den er ikke en traditionel thriller

Beskrivelse

Den 43-årige Susan er lektor i eksperimental fysik og besidder evnen til at få mennesker til at åbne sig og være oprigtige. I dette spændingsfelt mellem eksakt naturvidenskab og det spirituelle undersøges kontakten mellem mennesker. Romanen har en spændingshistorie henlagt til år 2016, hvor Susan, hendes mand og deres 16-årige tvillinger får til opgave at finde medlemmerne af og referat fra en fremtidskommission i 1970'erne. Opgaven er prisen, som de må betale for at have fået hjælp af det offentlige, et Danmark med uroligheder og alvorlig krise. Samtidig er det en fortælling om seksualitet, kærlighed og forældreskab. Sproget er komplekst, men veksler med konkret handling og rummer en underliggende grotesk humor

Sammenligning

Romanen minder ganske meget om Frøken Smillas fornemmelse for sne. De har begge en usædvanlig kvinde som hovedperson, bruger naturvidenskabelig viden samt har en kærlighedshistorie og civilisationskritik fortalt ind i en spændingsroman

Samlet konklusion

En spændende roman der fastholder læseren til det sidste, for hvorfor er denne fremtidskommission så interessant? Kan man opsætte love for den bevidstmæssige interferens mellem mennesker? Og vil det biologiske system bryde sammen som i romanen? Her er både underholdning og meget at diskutere