Lektørudtalelse

Som i den fantastiske debutroman Kunsten at græde i kor, 2002, begår Jepsen igen en historie set gennem uskyldige, naive briller. Hovedpersonen er dog denne gang i hvert fald aldersmæssigt voksen, nemlig Robert Hansen, der er betjent i København, hvor han ikke gør nogen særlig god figur, hvorfor hans overordnede ex-svigerfar får ham forflyttet til Højer i Sønderjylland. Her gøres ting på deres egen måde og problemer skal helst løses uden for meget rapportskriveri. Det går nogenlunde, men der er dog den dejlige storbypige Ingelise (fra Åbenrå!), der måske og måske ikke får bank af sin mand og som gør Roberts følelsesliv mere kompliceret end godt er. Der er også den invalide mor, som han har svært ved at frigøre sig fra og datteren, der er flyttet med sin mor til Australien. Det er ikke let at være Robert, der ikke helt fatter, hvad der foregår omkring ham, hvorfor han set fra hans synspunkt uforvarende bliver midtpunkt i skæbnesvangre hændelser. Bogen er grotesk og uhyggelig flot konsekvent i sin fastholdelse af Roberts begrænsede synsvinkel. Den er vildt underholdende, morsom og dybt tragisk; et paradoks, der fremgår genialt af titlen