Lektørudtalelse

Forfatter: Helle Winther Olsen

I rækken af forlagets Hemingway-genudgivelser præsenteres her en af forfatterskabets mindre kendte bøger. Originaludgaven er fra 1934 og det er den danske udgave fra 1956 som hermed genudgives som eksempel på Hemingways non-fiction litteratur. Der er tale om en selvbiografisk dokumentarbog fra en månedlang jagtsafari som forfatteren og hans kone Pauline deltog i i 1933 i det østlige Afrika - nogenlunde samme område som Karen Blixen også færdedes i. Det er en kunstners formidling af storheden i landskabet, af begejstringen og spændingen ved selve storvildtjagten (selv om Hemingways jagtlykke mildest talt ikke altid er for opadgående) og af den glødende interesse for de særprægede afrikanske stammer - ikke mindst de smukke og overvældende masaier. Ud over jagtskildringerne strøes med løs hånd kommentarer til dels den daværende aktuelle litterære scene og dels til litteratur i al almindelighed. Med sin kendte skrivestil, de herligt friske og underspillede dialoger og et ægte engagement er det en anerkendt forfatters læseværdige jagtdokumentar, men det skal ikke være med denne bog man introducerer nye læsere til Hemingway. Den kræver så absolut og først og fremmest en jagtinteresseret læser der har evnen til at leve sig ind i jagtens op- og nedture